20. JUL 2019 • 18:29UDLAND

OVERBLIK: Sådan er konflikten eskaleret i Hormuzstrædet

Der har siden maj været flere hændelser omkring Den Persiske Golf, og USA har sendt bombefly til området.

Spændingerne i den Persiske Golf har været stigende de seneste måneder, i takt med at Iran er blevet tiltagende frustreret over økonomiske sanktioner rettet mod landet fra USA.

USA har valgt at trække sig fra atomaftalen med Iran, der ellers indtil for nylig har overholdt den.

* 8. maj: Irans præsident Hassan Rouhani siger på iransk stats-tv, at landet vil genoptage berigelsen af uran på højt niveau, hvis ikke EU-landene skærmer Iran mod USAs sanktioner.

* 10. maj: USA meddeler, at landet har sendt B52-bombefly til Qatar, ligesom hangarskibet "Abraham Lincoln" er på vej til regionen på grund af en trussel fra Iran.

* 13. maj: Fire tankskibe bliver udsat for sabotage nær havnebyen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater. To af skibene er saudiske. Iran anklages for at stå bag sabotagen, men det afviser iranerne

* 13. juni: To olietankskibe bliver angrebet med sprængladninger i Omanbugten. USA anklager Iran for at stå bag, men det afviser landet. Ingen kom til skade ved angrebene.



* 20. juni: Iran skyder en amerikansk drone ned i Hormuzstrædet. Iran hævder, at dronen befandt sig over iransk farvand, men det afviser USA.

* 4. juli: Den iranske olietanker "Grace 1" bliver opbragt ved Gibraltar med hjælp fra britiske marinesoldater. Det sker på mistanke om, at skibet er på vej med råolie til Syrien i strid med EUs sanktioner. Iran afviser, at det er tilfældet og kræver skibet frigivet.

* 18. juli: Donald Trump hævder, at det amerikanske krigsskib "USS Boxer" har nedskudt en iransk drone, efter den kom inden for en kilometer af skibet. Iran afviser dagen efter, at USA har nedskudt en af landets droner.



* 19. juli: Gibraltar forlænger beslaglæggelsen af "Grace 1" med yderligere 30 dage.

* 19. juli: Iran opbringer den svenskejede olietanker "Stena Impero", der er indregistreret i London, Storbritannien. Ifølge de svenske ejere befandt skibet sig i internationalt farvand på vej gennem Hormuzstrædet.

* 20. juli: En talsmand fra Vogternes Råd i Iran oplyser, at opbringningen af den svenskejede olietanker skete som gengæld for tilbageholdelsen af "Grace 1" i Gibraltar.

Kilder: Reuters, AP, AFP, Ritzau



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste