19. JUL 2019 • 11:42UDLAND

OVERBLIK: Massakren i Srebrenica kostede 8000 personer livet

Hollands højesteret har fredag afgjort, at landets styrker var delvist ansvarlig for massakre i 1995.

Fredag har Hollands højesteret stadfæstet en tidligere dom, der gør landet delvist ansvarlig for 350 personers død under massakren i Srebrenica.

Under massakren blev op mod 8000 bosniske muslimer dræbt under en etnisk udrensning udført af bosniske serbere.



Læs mere om Srebrenica-massakren her:

* Srebrenica var af FN udråbt til en "sikker zone" i den sidste del af borgerkrigen i Bosnien i 1992-95.



600 hollandske fredsbevarende FN-soldater var udstationeret for at beskytte byen, der ligger 75 kilometer nordøst for Sarajevo.

* Før krigen var 75 procent af indbyggerne i Srebrenica muslimer, og de bosniske serbere udråbte byen som et vigtigt strategisk mål, fordi de ikke ønskede en muslimsk enklave på det, de anså som eget territorium.

* Republika Srpskas præsident, Radovan Karadzic, udstedte i marts 1995 ordren om at fordrive muslimerne fra Srebrenica og en anden enklave.

* Den bosnisk-serbiske hær kørte ind i byen 6. juli 1995, hvor de begyndte at skille kampdygtige mænd fra kvinder, gamle og børn.

* Omkring 10.000 mænd flygtede, og i dagene 12.-20. juli henrettede de bosniske serbere under general Ratko Mladics ledelse cirka 8000 muslimske mænd og drenge i skove, på marker og i bygninger omkring Srebrenica.

* Radovan Karadzic blev anholdt i 2008 og i 2016 idømt 40 års fængsel ved krigsforbryderdomstolen ICTY i Haag.

* General Ratko Mladic blev i 2011 anholdt og udleveret til krigsforbrydertribunalet i Haag.

* I 2001 blev Mladics næstkommanderende, Radislav Krstic, dømt for folkedrab i forbindelse med massakren i Srebrenica og fik 46 års fængsel.

* I 2017 blev Ratko Mladic idømt livstid for sin rolle i massakren.



* Srebrenica er i dag en del af den serbiske republik i Bosnien, Republika Srpska. Byen er hovedsageligt beboet af serbere.

Kilder: Reuters, AFP, icty.org, denstoredanske.dk, folkedrab.dk.

/ritzau/

Mest læste