18. JUL 2019 • 19:23UDLAND

Medie: Iranske styrker tilbageholder udenlandsk tankskib

En udenlandsk olietanker er blevet tilbageholdt i Iran, oplyser Irans Revolutionsgarde torsdag.

Irans Revolutionsgarde har tilbageholdt et udenlandsk tankskib, der sejlede i Den Persiske Golf.



Det oplyser statsligt iransk fjernsyn, der citerer Revolutionsgarden torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.



- Et udenlandsk fartøj, der smuglede en million liter brændstof ved Larak Island i Den Persiske Golf, er stoppet, oplyser tv-stationen.

Larak Island er en ø ud for Irans kyst. Ifølge Reuters oplysninger blev skibet tilbageholdt søndag.



Iranske myndigheder har endnu ikke oplyst, hvad tankskibet hedder, eller hvilket land det kommer fra.



Irans statslige engelsksprogede tv-kanal har dog frigivet en video af det tilbageholdte skib. Af den fremgår det, at skibets registreringsnummer passer på et skib fra De Forenede Arabiske Emirater.



Skibet, der har navnet "MT Riah", sejlede ind i iransk farvand søndag og slukkede herefter for det signal, der deler skibets placering.



Storbritannien afviser samtidig, at det skulle være et britisk skib, der er blevet tilbageholdt af Irans Revolutionsgarde.



Britiske soldater opbragte 4. juli et iransk olietankskib ud for Gibraltar, under mistanke om at skibet ville bryde med EU-sanktioner og sende olie til Syrien.

Der har de seneste uger været uroligheder ved Den Persiske Golf.



USA har anklaget Iran for en række angreb på tankskibe fra De Forenede Arabiske Emiraters kyst. Det er anklager, som Iran afviser.

USA har torsdag opfordret Iran til straks at frigive det tilbageholdte skib.

- USA fordømmer på det kraftigste Revolutionsgardens fortsatte chikane af skibe og indblanding i sikker passage i og omkring Hormuzstrædet, skriver en talsmand fra USAs udenrigsministerium i en mail til Reuters.



Området ved Den Persiske Golf er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.

Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler ifølge erhvervsmediet Bloomberg fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og via Omanbugten ud på Det Arabiske Hav og videre til resten af verden.

/ritzau/Reuters

Mest læste