13. JUL 2019 • 10:33UDLAND

Mindst 26 er dræbt i angreb mod hotel i Somalia

En kandidat til regionalvalg mistede livet, da et hotel blev angrebet i havnebyen Kismayo i Somalia.

Dødstallet efter et angreb mod et hotel i havnebyen Kismayu i Somalia er lørdag formiddag dansk tid steget til 26 personer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Derudover er der meldinger om, at 56 mennesker er såret.



Tidligere lød meldingen, at mindst 13 havde mistet livet i angrebet mod hotellet, som den militante bevægelse al-Shabaab har taget skylden for.

Hotellet ligger ifølge politiet midt i Kismayu. Byen omtales som hovedbyen i Jubaland-regionen i den sydvestlige del af det afrikanske land

Blandt de døde er både Kenyanere, amerikanere, briter og tanzaniere. Det oplyser Ahmed Mohamed, der er præsident i regionen.

Angrebet fandt sted, mens lokale ledere og politikere var samlet på hotellet for at drøfte det kommende regionalvalg.

Blandt de omkomne er også en kandidat til præsidentposten i regionen, oplyser den regionale præsident Ahmed Mohamed.

Optøjerne startede, ved at en bilbombe eksploderede ved hotellet. En gruppe bevæbnede mænd stormede herefter ind i bygningen og åbnede ild. Til sidst blev angrebet nedkæmpet af somaliske sikkerhedsstyrker.

Fredag aften fortalte en embedsmand ifølge AP, at de fleste af ofrene var gæster på hotellet, heriblandt to journalister. Kort efter tog al-Shabaab skylden for angrebet.



Al-Shabaabs militære talsmand bekræftede, at mange var dræbt inde på hotellet.



- Først ramte vi hotellet med en selvmordsbilbombe. Så stormede de bevæbnede mujahedinere hotellet. Vi kæmper stadig inde i hotellet, sagde talsmanden Abdiasis Abu Musab fredag aften.

- Der er mange lig inde i hotellet, også en død hvid mand. Vi kontrollerer hotellet nu.

En person fra det lokale politi fortalte Reuters, at cirka halvanden time efter eksplosionen stilnede lyden af geværskud af.



Al-Shabaab, der har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, kæmper for at vælte Somalias regering.

/ritzau/Reuters

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet