10. JUL 2019 • 13:43UDLAND

Britisk ambassadør i USA går af under krise

Den britiske ambassadør går, efter at avis lækkede hans e-mails fra Washington, hvor han kaldte Trump uduelig.

Den britiske ambassadør i USA, Kim Darroch, træder tilbage.



- Den nuværende situation gør det umuligt for at mig at udføre min opgave, siger han i en erklæring onsdag.

USAs præsident, Donald Trump, har i en række tweets langet ud efter Darroch. Trump har blandt andet kaldt ham for "en meget opblæst nar". Det er sket i kølvandet på en række lækkede notater fra topdiplomaten om den amerikanske præsident.



Darroch har i de fortrolige notater, som blev sendt hjem til det britiske udenrigsministerium, kaldt Trump og Trump-administrationen for uduelig, usikker og inkompetent.

Men han advarede i sine rapporter også om, at den amerikanske leder ikke bør undervurderes.

- Jeg kender ikke ambassadøren. Men han er ikke afholdt eller vellidt i USA. Vi vil ikke længere have noget med ham at gøre, skrev Trump i en reaktion på Twitter.

Samtidig antydede Trump, at han godt kunne tænke sig en udskiftning på ambassadørposten.



- Den gode nyhed for det vidunderlige Storbritannien er, at de snart får en ny premierminister, skrev Trump tidligere på ugen.

Premierminister Theresa May beklager i en erklæring, at ambassadøren mener, at han er nødt til at gå af.



Kort før meddelelsen om, at Darroch træder tilbage, sagde den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, at Storbritannien må genoprette relationerne til USA efter den ophedede diplomatiske strid med præsident Donald Trump omkring ambassadøren.

Hancock, der støtter Boris Johnson i det konservative formandsopgør, undlod at give sin fulde støtte til den britiske ambassadør i USA.

- Et godt forhold til Det Hvide Hus er vigtigere end et individ, siger Hancock med henvisning til sagen omkring ambassadøren.

Derimod havde Johnsons rival til formandsposten, udenrigsminister Jeremy Hunt, tirsdag sagt, at Trump har udtalt sig "respektløst" om den britiske premierminister og om Storbritannien.



I sin kritik af den britiske premierminister og hendes håndtering af brexit skrev Trump:



- Sikke et rod, Theresa May og hendes repræsentanter har skabt. Jeg fortalte hende, hvordan det skulle gøres, men hun besluttede at fortsætte sin egen fjollede kurs og var ude af stand til at få det gjort. En fiasko!" lød det fra den amerikanske præsident.

/ritzau/Reuters

17. JUL 2019 • 19:12 FOR ABONNENTER

Leder: Tænk jer om, inden I trækker politikerne ned i sølet

17. JUL 2019 • 18:08 FOR ABONNENTER

Politiker om konflikten i Snogebæk: Monopol er sjældent godt

17. JUL 2019 • 17:20

Nexøs byfest får dansetelt

17. JUL 2019 • 16:37 FOR ABONNENTER

Aldrig har der været så mange turister

17. JUL 2019 • 15:30 FOR ABONNENTER

Kommunen opgiver nye boliger nord for Rønne

Mest læste