18. JUN 2019 • 16:36UDLAND

Spansk veteran skal lede socialdemokrater i EU-Parlamentet

Lederskabet af EUs socialdemokratiske gruppe har skiftet hænder som følge af europaparlamentsvalget.

EUs næststørste gruppe, socialdemokratiske S&D, har valgt ny formand.

Iratxe García, en spansk parlamentariker, skal stå i spidsen for gruppen herunder de tre danske socialdemokrater i EU-Parlamentet.

Meddelelsen kommer tirsdag fra S&Ds twitterprofil. Det sker, dagen efter at gruppens nu forhenværende formand, tyske Udo Bullmann, trak sig fra opløbet til posten i et brev til gruppen.

Heri anerkendte Bullmann ifølge mediet Politico, at de tyske socialdemokrater fra SPD havde haft et dårligt EU-valg, mens spanierne fra Garcías parti, Socialistpartiet (PSOE), havde oplevet fremgang.

Socialistpartiet blev med 20 ud af 53 mandater Spaniens største. I Tyskland tabte SPD hele 11 mandater og endte med 16.

De spanske socialdemokrater red i forvejen på en bølge fra deres storsejr ved landets nationale valg i april.

S&Ds nyvalgte formand i EU har siddet i parlamentet siden 2004. I den netop overståede embedsperiode har García blandt andet stået i spidsen for parlamentets udvalg for kvinderettigheder og kønsligestilling.



García skal dermed repræsentere samtlige 152 mandater i gruppen ved det nye parlaments første samling i Strasbourg, som begynder 2. juli.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet