12. JUN 2019 • 13:40UDLAND

EU-kontorer efterlever ikke FN-mål for virksomheder

Mens 7400 virksomheder i EU skal rapportere bidrag til FNs verdensmål, gør to ud af 53 EU-kontorer det samme.

Mens EU siden 2018 ved lov har påkrævet, at 7400 større virksomheder rapporterer om bæredygtighed, er der ingen lignende krav til EUs institutioner og agenturer.

Det fortæller en ny undersøgelse fra EUs revisionsret (ECA), hvis opgave er at kontrollere, om EU-borgernes penge bliver brugt i overensstemmelse med deres aftalte mål.

Foruden at EU har forpligtet sig til at bidrage til FNs 17 verdensmål (SDG), der ikke er bindende ved lov, er bæredygtig udvikling skrevet ind i EU-traktaten, som noget unionen skal arbejde for.

Derfor kritiserer revisorerne, at kun knap fire procent af de 53 undersøgte EU-institutioner og agenturer formidler deres bidrag til verdensmålene ved for eksempel at opgøre, hvor meget vand eller papir de bruger.

Ifølge Eva Lindström, ECA-medlemmet bag undersøgelsen, mangler EU også en konkret strategi for, hvordan dets milliardbudget og initiativer vil bidrage til verdensmålene frem mod 2030.



- Ud over at EU både formelt og i udtalelser har forpligtet sig til opfyldelsen af SDGerne, er der også et element af, at EU-borgerne forventer, at unionen skal vise det gode eksempel, siger Eva Lindström.

FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget ved FNs Generalforsamling i 2015 med et sigte om at blive indfriet i 2030.

Den overordnede ambition er at udrydde fattigdom og forskelsbehandling uden at skade fremtidige generationers muligheder for at møde deres behov.

Det kræver, at man ikke kun opgør omsætning og overskud men også "ikkefinansielle oplysninger" eksempelvis klima- og miljøaftryk eller kønsfordeling.



Aktuelt er det ifølge ECA den private sektor, der sidder forrest i klasseværelset, når det kommer til den slags rapportering.



For selskaber i EU-landene skyldes det blandt andet, at EU i 2014 vedtog en lov, der siden 2018 har krævet, at omkring 7400 større virksomheder med mindst 500 ansatte, skal indlevere bæredygtighedsrapporter til staten.



- EU-loven er bred og vag og giver virksomheder stor fleksibilitet i forhold til, hvordan de kan rapporterer, siger Eva Lindström.

Loven kræver, at virksomhederne rapporterer konkret information om deres bidrag eller indvirkning på miljøet, sociale forhold og medarbejdere.



EU-Kommissionen har siden 2017 beskrevet, hvilke af FN-målene deres politiske programmer vil bidrage til, men i vage formuleringer der ikke regnes for rapportering.



Hvis ECAs anbefalinger skal følges, bliver det en opgave for den næste EU-Kommission. Den nuværende kommission med Jean Claude Juncker som formand udskiftes efter planen 1. november.

/ritzau/

19. OKT 2019 • 16:12 FOR ABONNENTER

Forsvarsmuseet sluttede flot sæson med et brag

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet