12. JUN 2019 • 02:57UDLAND

Demonstranter omringer regeringshovedkvarter i Hongkong

Blokaden kommer i kølvandet på massive demonstrationer i weekenden mod øget tilknytning til Kina.

Hundredvis af demonstranter har onsdag blokeret centrale veje omkring regeringshovedkvarteret i Hongkong.



Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.



Blokaden kommer i kølvandet på massive demonstrationer mod en ny lov, der gør det muligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina.



Ifølge flere medier deltog over en million mennesker i protester i millionbyen søndag.

Mange indbyggere i Hongkong, der er en del af Kina, men har vidtrækkende autonomi, frygter, at udleveringsaftalen vil blive brugt til at straffe politiske fanger.

De lokale myndigheder har forberedt sig på fortsatte demonstrationer og strejker i de kommende dage.



Mandag afviste Hongkongs regeringschef, Carrie Lam, at skrotte lovforslaget, som flere frygter vil øge tilknytningen mellem det selvstyrende Hongkong og Kina.

Menneskerettighedsgrupper har gentagne gange udtrykt bekymring for, at retssager ved en kinesisk domstol ikke vil være frie og retfærdige, og at menneskerettigheder vil blive overtrådt.

Hongkong har tidligere været en britisk koloni. Den blev i 1997 ført tilbage til Kina som en særskilt administrativ region med udstrakt selvstyre. Det indebærer blandt andet, at Hongkong har demokratiske valg og sit eget retssystem.

/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet