12. JUN 2019 • 06:19UDLAND

Domstol undlader at vurdere mulig løsladelse af Lula efter læk

Afsløring af korrespondance mellem dommer og efterforskere sætter spørgsmålstegn ved dom over ekspræsident.

Brasiliens højesteret ville tirsdag ikke forholde sig til en officiel anmodning om at løslade den korruptionsdømte ekspræsident Luiz Inacio da Silva med tilnavnet "Lula".

Anmodningen om løsladelse af den populære Lula er kommet efter flere dages protester i kølvandet på offentliggørelsen af en række sms-beskeder fra efterforskningen af ekspræsidenten.



Det er det amerikanske medie The Intercept, der søndag kunne fremvise skriftlige korrespondancer mellem den tidligere dommer Sergio Moro og efterforskerne i den såkaldte Bilvask-sag.



Ifølge mediet skulle dommeren og efterforskerne have samarbejdet om at forhindre Lulas kandidatur ved det brasilianske præsidentvalg i 2018.

Lulas dom og efterfølgende fængsling gjorde, at han ikke kunne stille op. Mange meningsmålinger viste forud for valget, at han ville have haft gode muligheder for at blive genvalgt til en tredje periode som præsident.



Lula da Silva sad som præsident mellem 2003 og 2011.



Vinderen af præsidentvalget blev i stedet den højrenationalistiske kandidat Jair Bolsonaro, der efterfølgende udpegede Sergio Moro som justitsminister.



I Bilvask-sagen blev Lula fundet skyldig i korruption og hvidvask og fik en fængselsdom på ti år.



Tirsdag skulle en prøveløsladelse være debatteret i højesteret.



Ud over tekstbeskederne har The Intercept lækket følsomt materiale, der sætter spørgsmålstegn ved de beviser, der dannede grundlaget for Lulas dom og efterfølgende fængsling.



Afsløringerne har ført til krav om Sergio Moros afgang som justitsminister og endda en mulig politiefterforskning.



Højesteretsdommer Marco Aurelio Mello udtalte tirsdag, at såfremt Moro har samarbejdet med efterforskerne, som de lækkede beskeder viser, så er det "et brud på grundlæggende etiske standarder".



- Vi er alle mod korruption, men man kan ikke operere på den måde (som Moro angiveligt har gjort, red.).



- Det ville være et tilbageslag for den demokratiske retsstat, sagde Mello ifølge nyhedsbureauet AP.



/ritzau/Reuters

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point

14. SEP 2019 • 15:28 FOR ABONNENTER

Rønne er bare praktisk

Mest læste

14. SEP 2019 • 17:56SPORT

Dårlig RIK-dag på Amager

14. SEP 2019 • 17:29SPORT

Straffespark gav ét point

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:27SPORT

Cort med Astana til Canada

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften