11. JUN 2019 • 13:03UDLAND

EU-revisorer tror ikke på 2020-mål for vedvarende energi

Halvdelen af EU-landene vil sandsynligvis ikke nå klimamål grundet mindre støtte til vind- og solenergi.

Halvdelen af EU-landene har "store udfordringer" med at nå de nationale 2020-mål for vedvarende energi. Det er budskabet i en særberetning fra EUs revisionsret (ECA).



EU har som mål, at 20 procent af energien i sektorerne elektricitet, opvarmning og køling samt transport skal komme fra vedvarende energikilder inden udgangen af 2020.

Ifølge ECA var EU ellers godt på vej indtil 2015. I 2005 til 2015 skete en fordobling i andelen af elektricitet produceret fra vedvarende energi - fra 15 til 30 procent.

Størstedelen af væksten er at finde i vindmølle- og solcellesektoren, som indtil 2014 nød godt af nationale støtteordninger med enten faste salgspriser eller garanterede statsbetalte præmier for deres energiproduktion.

EUs revisorer pegede dog både dengang som nu på, at støtteordningerne var for høje, hvilket gik ud over forbrugerne i form af relativt høje elpriser.

I 2014 skar en bred skare af stater derfor markant i deres statsstøtte til sol- og vindenergi. Det forårsagede imidlertid "svækkelse af investorernes tillid og en nedgang i markedet" ifølge beretningen.



Ifølge George Pufan, ECA-revisoren med ansvar for særberetning, er vind- og solenergi så vigtig, at nedgangen har fået store konsekvenser.

- Opbremsningen i overgangen til elektricitet fra vedvarende energi kan betyde, at vi ikke når EU-målet for 2020, siger han i en pressemeddelelse.

Danmark har sammen med ti andre medlemslande allerede nået målsætningen for vedvarende energi.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste