25. MAJ 2019 • 05:50UDLAND

USA: Nordkorea bryder FN-resolutioner med missiltest

Nordkorea krænker internationale FN-resolutioner ved at teste ballistiske missiler, mener Trumps rådgiver.

Der er "ingen tvivl om", at Nordkoreas seneste test af missiler er et brud på internationale FN-resolutioner mod landet.



Det udtaler Præsident Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, ifølge nyhedsbureauet Reuters.



- FNs resolutioner forbyder test af ethvert ballistisk missil, siger Bolton i forbindelse med et besøg i Tokyo.



Tidligere på måneden testede Nordkoreas militær en række missiler og taktiske præcisionsvåben. Det skrev det statslige nyhedsbureau KCNA.



Missilerne fløj angiveligt op til 200 kilometer ud over havet. Det kunne dog ikke siges med sikkerhed, hvor mange missiler der var tale om.



I en erklæring gav den nordkoreanske leder udtryk for, at testen skulle styrke landets muligheder for at kunne forsvare sig.

Selv om de nordkoreanske missiltests krænker FNs resolutioner, har USA ikke tænkt sig at smække døren i for Nordkorea. Det oplyser John Bolton på mødet i Tokyo.



USA og Nordkorea har igennem længere tid forhandlet om atomnedrustning på Den Koreanske Halvø.



Og Donald Trump er blandt andet i Japan for at diskutere Nordkoreas atomprogram med den japanske premierminister, Shinzo Abe.

Missilaffyringerne i starten af maj var de første af sin slags, siden Nordkorea i november 2017 affyrede et ballistisk missil.



Flere analytikere har tolket testen som den nordkoreanske leder Kim Jong-uns måde at sende et signal til USA, efter at et topmøde med nationerne i februar endte uden en aftale.

USAs præsident og Nordkoreas leder mødtes første gang til et historisk topmøde i Singapore i juni 2018. Her erklærede Trump, at truslen fra Nordkorea var elimineret.



Under topmødet blev de to enige om at arbejde for en atomafrustning. Men der er efterfølgende opstået stor tvivl om, hvad det konkret betyder.

/ritzau/

26. JUN 2019 • 19:04

Lea har telefonen tændt

26. JUN 2019 • 18:13

Kirken bliver malet

Mest læste