24. MAJ 2019 • 16:14UDLAND

Boris Johnson: Selvfølgelig stiller jeg op til formandspost

Den næste leder må gøre Storbritannien til et forbillede for frihandel, siger tidligere udenrigsminister.

Storbritanniens tidligere udenrigsminister Boris Johnson siger, at "selvfølgelig" vil han stille op i kampen om at blive premierminister efter Theresa May.



Han siger, at den vigtigste opgave for den næste leder er at få Storbritannien ordentligt ud af EU og gøre landet til et forbillede for frihandel - både på europæisk og globalt plan.

I en tale, som Johnson holdt i Schweiz fredag, efter May havde meddelt, at hun går af i næste måned, roste den tidligere udenrigsminister og tidligere London-borgmester den afgående premierminister for "tålmodigt og stoisk" at have håndteret de forskellige problemer, som er knyttet til briternes udtræden af EU.

- En ny leder vil have muligheden for at gøre tingene på en anden måde og få et andet momentum med en ny administration, hedder det i talen, som Johnson holdt i byen Interlaken.

Han sagde, at et nyt kapitel kan skrives ved, at Storbritannien udvikler "et fantastisk forhold med frihandel med Europa", når det er ude af EU.

- Men Storbritannien kan også blive et forbillede for global frihandel, pointerer han.

Han henviser til, at landet har verdens mest sammensatte og forskelligartede hovedstad med en teknologisektor og universiteter i verdensklasse.

Den 54-årige Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister i juli sidste år. Det skete i protest mod Mays håndtering af den britiske udtræden af EU.

Han tilhører den stærkt antieuropæiske fløj i Det Konservative Parti, der ønsker et fuldstændigt brud med EU.

Bookmakerne i London har Johnson som favorit til at efterfølge May i Downing Street 10.

Op mod en snes politikere fra det konservative parti anses for at være kandidater eller blive kandidater til at efterfølge May - eller også ventes de at melde sig.

Blandt dem er den 51-årige miljøminister Michael Gove, den 52-årige udenrigsminister Jeremy Hunt og den 52-årige parlamentariker Graham Brady. Sidstnævnte trådte fredag tilbage fra sin indflydelsesrige post som leder af 1922 Komitéen i parlamentet for at gå efter posten som premierminister.



/ritzau/Reuters

27. JUN 2019 • 05:42

De er i julehumør

27. JUN 2019 • 02:07 FOR ABONNENTER

Slattenlangpjat i lange baner

Mest læste