21. MAJ 2019 • 15:18UDLAND

May præsenterer ny brexitplan - for fjerde gang

Tre gange er hendes aftale med EU nedstemt. Nu prøver den britiske premierminister igen for fjerde gang.

Den britiske premierminister, Theresa May, vil tirsdag klokken 17.00 dansk tid i en tale præsentere en brexitplan med nye detaljer.



Den skal til afstemning i næste måned i det britiske parlament, siger hendes talsmand.



Det er den samme plan, som tre gange tidligere er blevet nedstemt af parlamentet. Men denne gang følger nogle vigtige ændringer med, siger han.

På et møde for hendes nærmeste konservative ministre har May ifølge talsmanden sagt, at "lovforslaget om udtrædelse er det instrument, der får Storbritannien ud af EU, og det er vitalt at finde en måde til at få den over stregen på".

Avisen The Telegraph afslørede søndag nogle detaljer i den reviderede brexitplan.

Det nye udkast skal angiveligt give parlamentet det sidste ord, når det kommer til implementeringen af den såkaldte irske bagstopper. Samtidig skal parlamentsmedlemmer have større indflydelse på fremtidige handelsaftaler.



Det vil ikke hjælpe May med at få det nye forslag vedtaget, har det lydt fra De Konservatives mest energiske modstandere af EU.

- Det er meget kosmetiske ændringer, sagde Bill Cash, der tilhører den EU-skeptiske gruppe i det konservative parti, European Research Group (ERG).



Premierministeren udtalte selv søndag, at den nye aftale vil være et "nyt og modigt tilbud".

- Det appellerer bredt til alle parlamentsmedlemmer og indeholder en forbedret pakke af tiltag, der kan vinde bred støtte, lød det fra Theresa May.



May har bebudet, at hun træder tilbage, inden Storbritannien indleder den næste fase af forhandlingerne med EU. Men hun har foreløbig ikke sat dato på sin afgang.

De fleste iagttagere mener dog, at hun vil blive tvunget til at trække sig, hvis hendes aftale nedstemmes i juni.



Storbritannien har fået udskudt brexit flere gange. Oprindeligt skulle briterne have forladt EU 29. marts.



I øjeblikket er brexit sat til 31. oktober.



/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

14. SEP 2019 • 09:02 FOR ABONNENTER

Kommunens spareøvelse kan koste 10 lærere jobbet

Mest læste

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften