14. MAJ 2019 • 18:43UDLAND

Kraftigt skælv på 7,5 rystede Papua Ny Guinea

Skælv i ti kilometers dybde udløste advarsler om tsunami, men varslet er ophævet.

Et kraftigt skælv med en styrke på 7,5 rystede tirsdag et område i havet ud for byen Kokopo i Papua Ny Guinea, hvilket i en periode udløste advarsler om en mulig tsunami. Men tsunamifaren blev afblæst efter få timer.



Skælvet skete i ti kilometers dybde, oplyser USAs geologiske overvågningscenter, USGS.

Skælvets epicentrum menes at ligge omkring 45 kilometer nordøst for Kokopo.

USGS vurderer, at skaderne efter skælvet vil være få, da der kun er meget spredt bebyggelse i det ramte område.



- Skælvet var enormt. Slet og ret enormt, siger en hoteldirektør, Megan Martin på Ropopo Plantation Resort, i Kokopo.

- Men der synes ikke umiddelbart at være sket større ødelæggelser. Vi er ved at undersøge det, siger hun.



Tsunamivarslingscenteret for Stillehavet (PTWC) varslede oprindeligt bølger på op mod en meters højde, som kunne ramme Japan, Taiwan, Filippinerne og Indonesien, men faren synes at være drevet over.



Ifølge en journalist fra AFP gik strømmen i Kokopo efter skælvet, der blev fulgt af flere efterskælv i området.

I februar sidste år omkom 150 mennesker ved et skælv med en styrke på 7,5 i Papua Ny Guinea. Flere hundrede bygninger blev ødelagt.

/ritzau/Reuters

Mest læste

21. AUG 2019 • 06:23SPORT

Ny rekord i nye rekorder

19. AUG 2019 • 18:05 FOR ABONNENTER

Pladsen i 3. division blev sikret med hiv og sving

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen