23. APR 2019 • 04:16UDLAND

Præsident giver militæret enorm magt efter angreb i Sri Lanka

Sri Lankas præsident har givet militæret samme magt som under borgerkrigen og erklæret undtagelsestilstand.

Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, har sent mandag lokal tid underskrevet et dekret, der giver landets militær vidtrækkende beføjelser i kølvandet på flere bombeangreb, der påskesøndag dræbte mindst 290 mennesker.

Samtidig erklærer han, at der vil være undtagelsestilstand i Sri Lanka fra midnat lokal tid. Det skriver nyhedsbureauet AP.



Landets regering har desuden beordret en nedlukning af sociale medier, og tusinder af svært bevæbnede soldater er udkommanderet til at patruljere gaderne i hovedstaden Colombo.



Der er også udstedt et landsdækkende forbud mod at bevæge sig udenfor om natten.



Det præsidentielle dekret giver militæret mulighed for at tilbageholde og anholde mistænkte baseret på umiddelbar mistanke. Det er ikke set siden landets årtier lange borgerkrig, der sluttede i 2009.



Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, udtaler ifølge nyhedsbureauet AFP, at han frygter, at angrebene kan føre til ustabilitet i landet.



Derfor "udstyrer vi nu landets forsvar med alle nødvendige beføjelser" i opklaringsarbejdet og for at skabe sikkerhed, lyder det fra Wickremesinghe

Eksplosionerne ramte flere steder i Sri Lanka søndag. Blandt andet på hoteller og i kirker.



Ifølge regeringen er angrebene udført af en lille islamistisk gruppering med navnet National Thowfeek Jamaath. Flere af bomberne blev bragt til sprængning af selvmordsbombere.

Angrebene, der foruden de dræbte har efterladt mere end 500 sårede, beskrives som det værste anslag i landet siden borgerkrigens afslutning.

Samtidig ses det også som det værste angreb i historien mod Sri Lankas kristne minoritet, der udgør syv procent af landets befolkning på knap 21 millioner mennesker.



Ifølge srilankanske myndigheder undersøger man i øjeblikket, hvorvidt National Thowfeek Jamaath kan have fået "international støtte" til at udføre angrebene. Sådan lød det mandag fra regeringstalsmand Rajitha Senaratne.



Han tilføjede, at det er noget nær utænkeligt, at "så lille og ukendt en gruppe" på egen hånd kan have gennemført så velkoordinerede og omgangsrige angreb.



Tre danskere mistede livet i angrebene. Der er tale om tre af den danske erhvervsmand Anders Holch Povlsens børn.

/ritzau/

Mest læste