20. APR 2019 • 16:39UDLAND

Selvmordsbombe og skyderi ryster det centrale Kabul

Selvmordsangreb mod en regeringsbygning i Kabul er nedkæmpet. Mindst to blev dræbt og mindst seks blev såret.

Selvmordsbombere og bevæbnede mænd angreb lørdag kommunikationsministeriet i den centrale del af den afghanske hovedstad, Kabul.



Embedsmænd fra et ministerium oplyser, at det mange timer lange angreb er nedkæmpet, og angrebsmændene er dræbt.

Taliban siger, at det "ikke har noget at gøre med angrebet", som førte til, at omkring 2000 personer sad strandet i en høj kontorbygning under flere timer lange skudvekslinger.



Ingen anden gruppe har taget skylden for angrebet.

- Under dagens eksplosion og angreb i Kabul er to personer blevet martyrer og seks andre er såret, skriver en talsmand for det afghanske sundhedsministerium.

Tre af de sårede er kvinder, hedder det.

- I henhold til de informationer vi har, så var der fire angrebsmænd, som gik i stilling ved ministeriet og udkæmpede skudkampe med afghanske sikkerhedsstyrker, siger en sikkerhedskilde i Kabul, Amanduddin Shariati.

Lidt før klokken 17.00 (klokken 14.30 dansk tid) erklærede indenrigsministeriet, at angrebet var nedkæmpet.

- Operationerne er afsluttede. Alle selvmordsbombere er dræbt, og over 2000 civile er reddet, skriver sundhedsministeriet.



En kvinde siger, at hun var i en gruppe med omkring 30 personer på 10. sal, da angrebet begyndte. De fik alle besked på at søge op på 18. etage, og de blev alle senere reddet af kommandosoldater.



- Kvinder skreg og børn i børnehaven skulle som de første evakueres, siger en kvinde, som ikke ønsker at få sit navn frem.

En selvmordsbomber sprængte sig selv i luften uden for kommunikationsministeriet ved angrebets begyndelse. Dette banede vej for, at andre militante kunne trænge ind i bygningen.



Angrebet skete efter flere måneder med relativ ro i den afghanske hovedstad.

I denne periode har Taliban-bevægelsen holdt møder med amerikanske udsendinge. Kontakten sigter mod at bane vej for formelle fredsforhandlinger. Men fredag brød forhandlingerne angiveligt sammen, skriver nyhedsbureauerne AP og AFP.



/ritzau/AP

21. MAJ 2019 • 19:20 FOR ABONNENTER

'Bornholm har stadig sin uskyld'

21. MAJ 2019 • 18:51

Fiskekutter brød i brand

Mest læste