14. APR 2019 • 17:52UDLAND

Oprørsleders fly er skudt ned ved Libyens hovedstad

Mens Khalifa Haftar besøger præsident Sisi i Egypten, er et af hans kampfly angiveligt skudt ned nær Tripoli.

Styrker, der er loyale over for Libyens regering, har skudt et kampfly ned, der tilhører den østlibyske krigsherre Khalifa Haftars styrker.

Det oplyser en talsmand for den FN-støttede regering i Libyens hovedstad, Tripoli.

- Den libyske hærs styrker skød et af fjendens fly ned, da det gjorde klar til at foretage luftangreb over Wadi al-Rabie området, siger regeringstalsmand Mohamed Gnounou.



Militære kilder bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at et kampfly tilhørende den østlibyske styrke er styrtet ned, men kilderne har ikke yderligere oplysninger.

Oprørslederen Haftar er søndag på besøg i Egypten, hvor han mødtes med præsident Abdel Fattah al-Sisi.

- Præsidenten bekræftede Egyptens støtte til bestræbelserne på at bekæmpe terrorisme og yderliggående militser for at opnå sikkerhed og stabilitet for libyere over hele landet, lyder det i en fælles erklæring efter mødet.



Sisi har hidtil bakket fuldt og helt op om Haftar og hans styrker, der kontrollerer store dele af det østlige Libyen og den 4. april indledte en offensiv for at tage kontrol med hovedstaden.

Haftar har trodset flere internationale opfordringer til at indstille offensiven.



Søndag meddelte Verdenssundhedsorganisationen WHO, at de seneste ti dages offensiv har kostet 121 mennesker livet og såret 561 andre.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste