14. APR 2019 • 14:37UDLAND

4000 børn er blevet bortført i Nigeria siden 2013

276 piger blev for præcis fem år siden bortført af militante fra en skole i Nigeria. De er langtfra de eneste.

Det er søndag fem år siden, at 276 skolepiger blev bortført af den militante gruppe Boko Haram i Nigeria.

Pigerne blev bortført i byen Chibok natten mellem 14. og 15. april i 2014.



Sagen fik dengang stor omtale, og den daværende amerikanske førstedame Michelle Obama lagde blandt andet et billede op på det sociale medie Twitter med teksten "bring vores piger tilbage".

Chibok-pigerne er dog langtfra det eneste eksempel på bortførelser af børn i det konfliktplagede afrikanske land.



Det oplyser børneorganisationen Unicef.

Unicef har opgjort antallet af bortførelser i Nigeria siden 2013.

I alt er knap 4000 børn blevet bortført i den periode, lyder det.

- Det er ren terror af civilbefolkningen.

- Det gør forældrene bange for at sende deres børn skole, og i sidste ende kan det stække udviklingen i landet, siger Steen M. Andersen, der er generalsekretær i Unicef Danmark, i en pressemeddelelse.

Børnene bliver ifølge Unicef blandt andet brugt som barnebrude, sexslaver, børnesoldater og som selvmordsbombere.

- De hjernevaskes og iføres selvmordsbombeveste og sendes mod militære og civile mål. Fra de børn, der har overlevet, ved vi, at de i mange tilfælde ikke var klar over, at de skulle sprænges i luften, siger Steen M. Andersen.

Omkring halvdelen af pigerne, der blev bortført i Chibok, er blevet løsladt.

Ofte kan det dog være svært for børn, der er blevet bortført af militante, at vende tilbage til det samfund, de kom fra. Det skriver Unicef.



Mange frygter, at de har vendt sig mod civilbefolkningen, og børnene bliver ofte tilbageholdt af myndighederne i lang tid, før de kan vende tilbage.

- De sidder under meget ringe forhold, og børnenes forfatning – psykisk og fysik – er ofte miserabel, allerede når de ankommer.



- De går fra ét fangenskab til et andet, siger Steen M. Andersen.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste