14. APR 2019 • 06:39UDLAND

Voldsomme tornadoer i Texas koster to små børn livet

Tornadoer i byen Lufkin fik et stort træ til at vælte ned over en bil. Det kostede to børn livet.

En række voldsomme storme har de seneste dage raset over det sydlige USA, og lørdag kostede uvejret to børn livet.



To tornadoer fik et stort træ i byen Lufkin i delstaten Texas til at vælte ned over en families bil, og de to børn, der sad på bagsædet, blev dræbt.



De var henholdsvis tre og otte år gamle.



Ifølge Alton Lenderman, der er sherif i Angelina County, hvor Lufkin ligger, oplyser, at forældrene ikke kom til skade.



Lufkin ligger cirka 185 kilometer nord for storbyen Houston.

Samtidig blev også byen Franklin i det centrale Texas ramt af tornadoer lørdag. Her er huse styrtet sammen og flere mennesker kommet til skade.



Ifølge det lokale politi er to mennesker blevet indlagt med alvorlige skader.



Stormene raser over delstaterne Texas, Louisiana og Mississippi. I de to sidstnævnte stater er titusindvis af indbyggere uden strøm.

Flere meteorologer fortæller, at typen af tornadoer, stormen indtil videre har afstedkommet, er af meget voldsom styrke.



Derfor lyder anbefalingen i flere stater, at man bør holde sig inden døre eller søge væk, hvis man er i områder, hvor tornadoerne kunne tænkes at ramme.



Her er der nemlig overvejende fare for nedfaldne strømledninger og løsrevne genstande samt træer, der kan vælte.



Stormen, der har ramt de sydlige stater, er en del af et større vejrsystem, der bevæger sig op fra den Mexicanske Golf, og som kan forårsage oversvømmelser og stormflod i lavtliggende områder.

De amerikanske myndigheder forventer, at vejrsystemet vil aftage i styrke, i takt med at det bevæger sig mod øst.



Stormen har medført vindstød på op til næsten 100 kilometer i timen.



/ritzau/AP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste