13. APR 2019 • 22:42UDLAND

Demokrater kræver Trumps selvangivelser inden ti dage

Udvalgsformand gør brug af knap 100 år gammel lov for at få indblik i Trumps skatteoplysninger.

Det amerikanske skattevæsen har fået en frist på ti dage til at udlevere præsident Donald Trumps selvangivelser til et kongresudvalg.



Det demokratiske kongresmedlem Richard Neal har sendt en formel forespørgsel til skattevæsnet, hvori han beder om at få udleveret Trumps skatteopgørelser for årene 2013 til 2018.

Og hvis det ikke sker senest den 23. april, vil han gå til domstolene for at få dem. Men en sådan anmodning kan komme til at trække ud.

Neal har tidligere fastsat en frist til den 10. april.



Richard Neal henviser til en lov, der sjældent kommer i brug, men som giver kongressen ret til at bede om selvangivelser fra en hvilken som helst person for at foretage en granskning af vedkommendes skatteoplysninger.



Neal er formand for et udvalg i Repræsentanternes Hus, der blandt andet udskriver de føderale skatter.

Siden Demokraterne sikrede sig flertallet i Repræsentanternes Hus, har de optrappet kampen for at få udleveret Trumps selvangivelser.

Det vil give dem et indblik i præsidentens forretninger og mulige interessekonflikter.

Finansminister Steven Mnuchin, der har det øverste ansvar for skattevæsnet, sagde tidligere lørdag, at han skal bruge mere tid til at overveje anmodningen om at få udleveret præsidentens selvangivelser. Han vil også vende sagen med justitsministeriet.



Mnuchin har tidligere beskyldt Demokraterne for at have politiske motiver til at ville se Trumps selvangivelser.

Alle præsidenter siden Jimmy Carters tid har frivilligt lagt deres skatteoplysninger frem.



Under valgkampen i 2016 afviste Trump at offentliggøre sine selvangivelser for de seneste år. Det er der ellers tradition for, at præsidentkandidater gør.

På det tidspunkt sagde Trump, at han ikke kunne offentliggøre sine papirer, fordi skattevæsnet var ved at gennemgå dem. Men det er ingen hindring, har det amerikanske skattevæsen oplyst.

Siden har præsidenten forklaret, at han ikke ville offentliggøre selvangivelserne, fordi de er for komplekse til, at folk kan forstå dem.



/ritzau/AP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste