13. APR 2019 • 21:46UDLAND

Kolerasmitten er næsten tæmmet i Mozambique: Sult truer

Flere tusind er smittet af den dødelige sygdom kolera, men Unicef forventer ikke yderligere eskalering.

Der begynder at være styr på spredning af kolera i en række sydøstafrikanske lande.

Selv om cirka 5000 mennesker er ramt af den dødelige sygdom i Mozambique, Malawi og Zimbabwe, efter at cyklonen Idai for en måned siden lammede landene, forventes antallet af smittede ikke at eskalere yderligere.

Sådan fortæller generalsekretær i Unicef Danmark Steen M. Andersen.

- Det vil være for stærkt at sige, at vi har situationen under kontrol, men vi er ved at få det. Vi har hurtigt kunnet sikre rent vand, og det er en af de ting, der gør, at vi kan forebygge kolera, siger han.

Kolera medfører opkastning og diarré, og den voldsomme væskemangel kan slå børn ihjel inden for timer.



Omkring 550.000 børn er blevet vaccineret mod diarrésygdommen, som Steen M. Andersen håber vil være under kontrol inden for nogle uger.

Unicef, der er FNs børneorganisation, vurderer, at der er mindst 1,6 millioner børn i de tre lande, som har brug for nødhjælp. Det gælder både mad, vand, beskyttelse, sanitet og uddannelse.

Størstedelen af de nødstedte børn er i Mozambique.



Hjælpearbejdet i landene fortsætter, og generalsekretæren har sammen med resten af organisationen blikket stift rettet mod den næste katastrofe, der lurer: sult.



Da Idai ramte, var det med massive vandmasser, som ødelagde de afgrøder, som burde være blevet høstet i disse uger.



Derfor forventer Steen M. Andersen, at underernæring og fejlernæring vil være den næste udfordring, som organisationen skal håndtere.

- Vi begynder at kigge på, hvad vi gør, når der opstår fødevaremangel. Vi ved heldigvis allerede nu, at den kommer, så vi kan planlægge, frem for at reagere når det først er sket, siger han.

Unicef forventer, at der går mellem seks og ti måneder, før sultkatastrofen er ovre. Derefter følger genopbygningsarbejdet af de tre lande, som stadig er ødelagt efter Idai.

Organisationen har anmodet verdenssamfundet om en milliard kroner i støtte til at sikre nødhjælps- og genopbygningsarbejdet i landene.



/ritzau/

Mest læste

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag

16. APR 2019 • 11:55 FOR ABONNENTER

Europamesteren vendte hjem til Bornholm