22. MAR 2019 • 22:24UDLAND

Nye store protester ryster Algeriets magthavere

Der er igen store demonstrationer mod Algeriets aldrende præsident i Algier og flere andre byer.

Hundredtusinder af mennesker demonstrerede fredag igen i Algeriets hovedstad og i en række andre byer med krav om, at præsident Abdelaziz Bouteflika går af.



Mænd, kvinder og børn trodsede dårligt vejr og deltog i den femte ugentlige massedemonstration i træk og gik flere kilometer gennem en af hovedgaderne i hovedstaden Algier og frem til den centrale plads med storbyens postkontor.



Protestmarcherne forløb relativt fredeligt.

- Vi bliver her, indtil hele systemet er væk, siger Mahmoud Timar, en 37-årig lærer.

Den 82-årige Bouteflika viser sig kun sjældent. Efter flere ugers protester har han lovet ikke at genopstille til præsidentposten for femte gang.

Men der er ikke tegn på, at han lige nu vil træde tilbage. Og det er uvist, hvornår der bliver valg.

Demonstranterne kræver, at han forsvinder øjeblikkeligt.

- Vi er tæt på en sejr. Systemet er splittet, siger den 55-årige restaurationsejer Rachid Zemmir.

Der var demonstrationer i en række andre byer end Algier - blandt andet i Serif, El Oued og Skikda.

Selv hvis Bouteflika træder tilbage, er det ikke givet, at de udbredte protester stopper. De kan fortsætte mod etablerede partiledere, erhvervsledere og generaler.



Mange af disse menes at dele utilfredsheden med præsidenten, men de vil modsætte sig politiske og økonomiske reformer, som de har gjort det tidligere.

Bouteflika, der første gang blev valgt som præsident i 1999, er kendt for at udmanøvrere alle, der ikke støtter ham fuldt og helt.

/ritzau/AFP

25. APR 2019 • 15:20 FOR ABONNENTER

Bornholms Fisk: Det vil få indflydelse på driften

Mest læste