22. MAR 2019 • 13:16UDLAND

Syrien: Trumps melding om Golan viser blind partiskhed

Syrien, Tyrkiet og Iran ytrer alle stor utilfredshed med Donald Trumps udmelding om Golan-højderne.

Det er bestemt ikke faldet i god jord, at den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag meddelte, at han ønsker at anerkende Israels suverænitet over de besatte Golanhøjder.



I hvert fald reagerer flere lande skarpt på præsidentens udmelding.

Blandt dem er Syrien. Ifølge syrisk stats-tv fordømmer landets udenrigsministerium Trumps udmelding.



Af en udtalelse fremgår det, at Syrien har i sinde at genvinde kontrollen over højdedraget, der ligger mellem Syrien, Israel, Libanon og Jordan.



Området har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967. I 1981 annekterede Israel officielt højdedraget.



Ifølge Udenrigsministeriet viser den amerikanske præsidents anerkendelse blot USAs "blinde partiskhed" til fordel for Israel.

Trumps udmelding kom torsdag aften på Twitter.

- Efter 52 år er det på tide, at USA fuldt ud anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne, som har meget stor strategisk og sikkerhedsmæssig betydning for staten Israel og for stabiliteten i regionen, skrev han.

Det står imidlertid ikke klart, hvad Trumps videre plan er, og om der er en mere officiel udtalelse eller erklæring på vej fra Det Hvide Hus.



I fredagens udtalelse fra det syriske udenrigsministerium lyder det, at "Golan var og altid vil være syrisk, arabisk".



- Den syriske nation er fast besluttet på at befri dette dyrebare stykke af Syriens nationale territorium med alle tilgængelige midler, lyder budskabet fra hovedstaden Damaskus.



Også den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, fordømmer meldingen.



- Vi kan ikke tillade at legitimere besættelsen af Golanhøjderne, siger præsident Erdogan fredag.

Han tilføjer, at Trumps udtalelse bringer regionen på kanten af en ny krise.



Heller ikke hos Iran er der tilfredshed med Trumps udmelding.



- Denne ulovlige og uacceptable anerkendelse ændrer ikke det faktum, at de (Golanhøjderne, red.) tilhører Syrien, siger Bahram Qasemi, der er talsmand for Irans udenrigsministerium.

/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

20. JUL 2019 • 09:15 FOR ABONNENTER

Ole åbner et traktormuseum

20. JUL 2019 • 07:40 FOR ABONNENTER

Bornholm har fået sin første quizlabyrint

20. JUL 2019 • 06:39

Lejr sikrer sig mod terror

Mest læste