21. MAR 2019 • 16:27UDLAND

Macron kræver Underhusets ja før forlængelse som May ønsker

Storbritannien kommer til at forlade EU uden en aftale, hvis ikke Underhuset stemmer for aftale, siger Macron.

En papirløs og kaotisk skilsmisse venter lige om hjørnet, hvis det britiske parlament igen afviser en færdigforhandlet brexitaftale, eller hvis parlamentet slet ikke stemmer om den igen.



Det er den franske præsident Emmanuel Macrons holdning, da han ankommer til et topmøde i Bruxelles, hvor han også udelukker en lang forlængelse. Medmindre der sker en total forandring af stillingen i den politiske skyttegravskrig i Storbritannien.



- Vi respekterer de britiske vælgeres beslutning. Men vi må sige det helt tydeligt. Vi kan diskutere og blive enige om at forlænge, hvis det er en teknisk forlængelse og i tilfælde af et ja ved afstemningen, siger Macron.



Dermed gentager han det standpunkt, som EU-præsident Donald Tusk fremførte efter besøg hos blandt andre Macron tidligere på ugen.

- I det tilfælde, at der ingen afstemning kommer, eller at det bliver et nej, vil det lede os alle mod "no deal". Det er helt sikkert, siger Macron.



Frankrigs præsident understreger, at han klar til en "teknisk udskydelse" af brexit. May har bedt om en udskydelse fra 29. marts til 30. juni.



Macron har været en af de meget tydelige stemmer blandt EU-landenes ledere med konkrete krav til briterne i processen.



Der kan, siger Macron, under ingen omstændigheder blive tale om, at man igen forhandler om vilkårene for Storbritanniens farvel til EU. Det er et overstået kapitel, mener han.



Han lukker også døren for en længere forlængelse, som situationen er i øjeblikket, hvor May ikke kan samle et flertal i Underhuset.



- Hvis der kommer en forlængelse, så kan det kun blive en teknisk. Vi kan ikke begive os ud i et langvarigt forløb med uklarhed, uden mål og intet politisk flertal, siger Macron.



- Der skal ske en grundlæggende politisk forandring, hvis der skal besluttes andet end en teknisk forlængelse, tilføjer han.



Skilsmisseaftalen blev godkendt af EU og May på et EU-topmøde 25. november. Underhuset har to gange afvist den - begge gange med stort flertal.



/ritzau/

17. APR 2019 • 15:46 FOR ABONNENTER

Nexø Havn tror på overskud i datterselskab

17. APR 2019 • 14:16 FOR ABONNENTER

Investorer sætter frist for et nyt kulturhus

Mest læste

16. APR 2019 • 11:55 FOR ABONNENTER

Europamesteren vendte hjem til Bornholm

14. APR 2019 • 07:50 FOR ABONNENTER

Corts styrke ligger på sofaen