20. MAR 2019 • 15:57UDLAND

May beder EU om udskydelse af brexit indtil 30. juni

Theresa May ønsker at holde en tredje afstemning om en skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, har onsdag bedt EU-præsident Donald Tusk om en udskydelse af brexit indtil 30. juni.



Det siger hun i det britiske Underhus.

May understreger samtidig, at hun agter at holde en tredje afstemning om en skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU.

Hun giver dog ikke nogen dato for, hvornår en afstemning skal finde sted.



Frankrig vil ikke gå med til en udsættelse af brexit, medmindre premierminister Theresa May har en overbevisende strategi for at få godkendt en brexitaftale i parlamentet, skriver AFP.



Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, siger, at han ønsker garantier fra May.

- I en situation, hvor May ikke er i stand til at fremlægge tilstrækkelige garantier for en overbevisende strategi, så vil en udsættelse af brexit ikke blive accepteret, hvilket betyder et exit uden aftale, siger Le Drian.

Formanden for det britiske parlament, John Bercow, meddelte mandag, at han ikke vil tillade endnu en afstemning om Mays brexitaftale. I hvert fald kræver han, at aftalen ændres betragteligt.

Alternativt skal der en helt ny aftale på bordet.

Ifølge avisen The Independents politiske redaktør vil May onsdag aften holde tale foran Downing Street 10.

Som det ser ud nu, står briterne til at forlade EU den 29. marts.

Årsagen er, at Storbritannien den 29. marts 2017 officielt meddelte EU, at landet ville melde sig ud af unionen.



Af EU-traktatens artikel 50 fremgår det, at der går to år, fra et land meddeler sin udtræden, til det effektueres.



En af de umiddelbare udfordringer ved at udskyde brexit er det forestående EU-parlamentsvalg. Det holdes mellem 23. og 26. maj.

Efter Mays udmelding onsdag understreger EU-Kommissionens formand Jean-Claude Junckers vicetalsmand, Mina Andreeva, at briternes udtræden af EU skal være sket inden parlamentsvalget.

- Ellers skal der holdes EU-parlamentsvalg i Storbritannien, skriver vicetalsmanden på Twitter.



Men det mener May ikke, er i nogens interesse.

- Det vil være uacceptabelt, hvis det britiske folk - tre år efter at have stemt for at forlade EU - skal bedes om at vælge nye parlamentsmedlemmer, siger premierministeren i Underhuset.

Der er EU-topmøde torsdag-fredag i Bruxelles. Her ventes EUs ledere at forholde sig til briternes ønske om at udskyde brexit.



Kommissionsformand Jean-Claude Juncker sagde onsdag formiddag dog, at han ikke nødvendigvis forventer, at der bliver truffet en beslutning torsdag.

Hvis datoen for brexit skal ændres, kræves det, at alle EU-lande er enige.

/ritzau/Reuters

Mest læste