20. MAR 2019 • 12:55UDLAND

Kasakhstan opkalder hovedstad efter afgået præsident

Den kasakhiske hovedstad skifter navn fra Astana til Nursultan. Den opkaldes efter landets afgåede præsident.

Kasakhstans parlament har onsdag vedtaget at opkalde landets hovedstad efter den afgåede præsident, Nursultan Nazarbajev.

Hovedstaden skifter navn fra Astana til Nursultan.



Det oplyser det statsejede nyhedsbureau Kazinform.

- Astana er officielt blevet omdøbt til Nursultan, lyder det fra Kazinform.



Nursultan Nazarbajev trak sig tirsdag som præsident efter næsten 30 år på posten. Han var den første kasakhiske præsident nogensinde.

Hans arvtager bliver den 65-årige Kassym-Jomart Tokajev. Han blev onsdag taget i ed som den blot anden præsident i Kasakhstans historie.

Det var også her, han foreslog at ære sin forgænger ved at opkalde hovedstaden efter ham. Den nye præsident slog samtidig fast, at han vil videreføre Nursultan Nazarbajevs politik.

Nazarbajevs ældste datter, Dariga Nazarbajeva, er i øvrigt blevet udnævnt som formand i parlamentets overhus.

78-årige Nazarbajev kommer også fortsat til at have stor indflydelse i Kasakhstan. Parlamentet har tildelt ham en titel som "Landets Leder", og han er sikret en livslang stilling som chef for landets sikkerhedsråd.

Nazarbajev blev præsident i Kasakhstan, efter at landet fik sin uafhængighed fra Sovjetunionen.

Han gav tirsdag ikke umiddelbart en årsag til sit farvel til posten. Men han ser det som sin pligt at sikre, at magten overgår til en ny generation.

- Det har været en ære for mig at tjene befolkningen. Jeg har arbejdet hårdt for at indfri nationens vilje, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nazarbajev har et stærkt forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Kasakhstan er verdens niendestørste land og har 18 millioner indbyggere.

Landet grænser op til Rusland mod nord og Kina mod øst, og det besidder oliereserver, der gør det vigtigt både strategisk og økonomisk.



/ritzau/AFP

18. JUL 2019 • 10:10 FOR ABONNENTER

Morten Riis vil bygge havvindmøllepark ud for Arnager

18. JUL 2019 • 07:17 FOR ABONNENTER

Antallet af rotteanmeldelser er styrtdykket

Mest læste