20. MAR 2019 • 05:33UDLAND

Venezuelas opposition giver militærfolk nyt tilbud om amnesti

Oppositionen i Venezuela er klar med et nyt tilbud til militæret, hvis det til gengæld vil støtte Juan Guaidó.

Medlemmer af militæret, der vender præsident Nicolás Maduro ryggen, vil beholde deres rang i militæret, når en ny regering i Venezuela er på plads.



Det meddeler oppositionen i Venezuela natten til onsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.



Udmeldingen er mere end en gentagelse af det tilbud, som den folkevalgte nationalforsamling med oppositionsleder Juan Guaidó i spidsen kom med i vinter.



Dengang sagde Guaidó, at amnesti var en mulighed for alle, som ville hjælpe med at få Venezuela tilbage på det demokratiske spor.

Nu er amnestien udbygget til at gælde "alle ansatte i militæret, der bestemmer sig for at genoprette den konstitutionelle orden".

De "vil blive genindsat i samme rang i de militære styrker, så snart en ny regering har overtaget magten", oplyser oppositionen.



Venezuela befinder sig i en dyb politisk krise.

Befolkningen i det sydamerikanske land mangler fornødenheder som mad og medicin, og økonomien i landet er i frit fald. Omkring tre millioner venezuelanere er flygtet fra landet siden 2015.

35-årige Guaidó leder nationalforsamlingen og har udnævnt sig selv som fungerende præsident i Venezuela.



USA og omkring 50 andre lande har fordømt præsident Nicolás Maduro. De støtter i stedet Juan Guaidó.

Indtil videre har mange soldater valgt at slutte sig til Guaidó, men jo højere op i systemet man kommer, desto svagere er støtten.



Præsident Nicolás Maduro afviser, at der er krise i Venezuela. Han mener i stedet, at det hele er en "politisk forestilling", der skal give USA en undskyldning for at lede en invasion i landet.

Det er forventningen, at hvis Maduro mister hærens støtte, så er han færdig som Venezuelas leder.



/ritzau/

Mest læste

13. JUL 2019 • 19:49 FOR ABONNENTER

Træneren savner opbakning til Nexøs nye projekt