18. MAR 2019 • 17:59UDLAND

Lokalt medie: Efterlyst affyrede skud i Utrecht i 2013

Politiet efterlyser en 37-årig mand efter skyderi i Utrecht. Han er kendt af politiet, skriver RTV Utrecht.

En 37-årig tyrkisk mand, der bliver jagtet af politiet efter et skyderi i Utrecht, har flere gange tidligere været på kant med loven.

Det skriver det lokale medie RTV Utrecht.

Ifølge mediet affyrede den tyrkiske mand tilbage i 2013 skud mod et lejlighedskompleks i Kanaleneiland-bydelen i Utrecht. Komplekset ligger "et stenkast fra", hvor et skudangreb mandag fandt sted.

Her er tre personer meldt dræbt, og fem er sårede efter skyderiet i en sporvogn omkring klokken 10.45 mandag formiddag.



Den 37-årige eftersøgte har desuden så sent som for to uger siden været i retten for en sag om mulig voldtægt i 2017. Det skriver RTV Utrecht.

Mediet forbinder ham også med cykeltyveri, at urinere i en celle og spritkørsel. Det fremgår ikke, hvor RTV Utrecht har oplysningerne fra.

Politiet har på Twitter oplyst, at den 37-årige mand jages efter angrebet. Der er også offentliggjort et billede af manden.

- Henvend jer ikke til ham, tilføjer politiet på Twitter.

Det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu oplyser tidligt mandag aften, at et familieopgør kan have udløst mandagens skyderi.



Ifølge den 37-årige mands pårørende skal han have skudt et familiemedlem af "familierelaterede" grunde. Efterfølgende skal han have skudt mod de personer i sporvognen, der forsøgte at hjælpe til.

Beskrivelsen af episoden er ikke bekræftet af politiet eller myndighederne.

Utrecht ligger lidt over 50 kilometer syd for Amsterdam. Det er en by, der er en smule større end Aarhus.



/ritzau/

18. JUL 2019 • 12:49

Nexøspiller skifter til RIK

18. JUL 2019 • 10:10 FOR ABONNENTER

Morten Riis vil bygge havvindmøllepark ud for Arnager

18. JUL 2019 • 07:17 FOR ABONNENTER

Antallet af rotteanmeldelser er styrtdykket

Mest læste