19. MAR 2019 • 00:50UDLAND

Politiet anholder mistænkt efter dødeligt skyderi i Utrecht

Den mistænkte bag skyderi i Utrecht er efter en længere menneskejagt blevet anholdt, oplyser hollandsk politi.

Tre personer er dræbt, og fem personer er såret, efter et skyderi i en sporvogn i den hollandske by Utrecht.

Det oplyser byens borgmester, Jan van Zanen, skriver nyhedsbureauet Reuters.



Den hovedmistænkte bag skyderiet er anholdt mandag omkring klokken 18.30. Det oplyser politiet.



Skyderiet skete mandag klokken 10.45 i udkanten af bymidten i Utrecht. Her blev der affyret skud i en sporvogn.



En 37-årig tyrkisk mand blev i flere timer jagtet af politiet efter skyderiet.

Motivet bag hændelsen kendes endnu ikke.



I løbet af mandagen har de hollandske myndigheder ikke udelukket, at der kunne ligge et "terrormotiv" bag skyderiet.

- Hvis det er et terrorangreb, så har vi kun et svar: Vores land, vores demokrati skal være stærkere end fanatisme og vold, sagde den hollandske premierminister, Mark Rutte, på et pressemøde efter skyderiet.

Nogle forlydender peger dog på, at det ikke var et terrorangreb.



Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu har mandens pårørende oplyst, at skyderiet blev indledt på grund af et familieopgør.

Den 37-årige mand skal have skudt et familiemedlem af "familierelaterede" grunde. Efterfølgende skød han angiveligt mod de personer i sporvognen, der forsøgte at gribe ind.

Beskrivelsen af episoden er ikke bekræftet af politi eller myndigheder.

Den tyrkiske efterretningstjeneste vil undersøge, hvorvidt der er tale om et personligt motiveret angreb eller en terrorhandling.



Det oplyser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sent mandag aften dansk tid.



Den 37-årige tyrker, der mandag aften er blevet anholdt, har tidligere været på kant med loven. Det oplyser Hollands justitsminister, Ferd Grapperhaus, ifølge nyhedsbureauet AP.



Ifølge det lokale medie RTV Utrecht affyrede den tyrkiske mand i 2013 skud mod et lejlighedskompleks i Kanaleneiland-bydelen. Komplekset ligger "et stenkast fra", hvor mandagens skyderi fandt sted.

Og så sent som for to uger siden var den 37-årige i retten for en mulig voldtægt i 2017, skriver mediet.

Mediet forbinder ham også med cykeltyveri, at urinere i en celle og spritkørsel. Det fremgår ikke, hvor oplysningerne stammer fra.

/ritzau/

Mest læste