18. MAR 2019 • 18:59UDLAND

Over 1000 frygtes omkommet i Mozambique efter orkan

Omfanget af skaderne i Beira er massive og forfærdende, lyder det fra Røde Kors

Flere end 1000 mennesker frygtes omkommet i Mozambique, efter en orkan ramte landet torsdag aften.



Det fortæller landets præsident Filipe Nyusi ifølge nyhedsbureauet Reuters til Radio Mocambique mandag.

- Alt tyder på, at vi kan ende med at registrere mere end 1000 dødsfald, siger han.



Orkanen Idai har foreløbig kostet 173 mennesker livet i Mozambique og Zimbabwe.

Den anses for at være den mest ødelæggende storm, der har ramt landet, i mere end ti år.

En af Mozambiques største byer Beira er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt ifølge Røde Kors.

- Omfanget af skaderne i Beira i Mozambique, der er påført af orkanen Idai, er massive og forfærdende, lyder det i en fælles erklæring fra International Røde Kors (IFRC) og Røde Halvmåne.



Distriktet Chimanimani i Zimbabwe er blevet afskåret fra omverdenen af voldsomme tropiske regnskyl og vindhastigheder op til 170 kilometer i timen, skriver Reuters.

Veje, huse, og broer er blevet fejet væk, og strømforsyningen og kommunikationslinjer er afbrudt.

- Antallet af bekræftede døde ude over hele lande er nu 89, oplyser en repræsentant for informationsministeriet i Zimbabwes hovedstad, Harare.

Orkanen Idai gik i land i det centrale Mozambique allerede torsdag, inden uvejret bevægede sig videre til Zimbabwe og Malawi.

Antallet af døde i Mozambique er mandag opgjort til 84, mens 89 er bekræftet omkommet i Zimbabwe.



- Situationen er forfærdelig, Omfanget af ødelæggelserne er enorme, lyder det fra Jamie LeSueur fra IFRC.

- Næsten alt er ødelagt. Kommunikationslinjerne er helt afbrudt, og veje er ødelagt. Nogle af de ramte samfund er ikke tilgængelige.

- Beira er blevet hårdt ramt. Men vi hører også, at situationen uden for byen kan være endnu værre, siger LeSueur.

IFRC advarer om, at dødstallet kan stige, efterhånden som det fulde omfang af ødelæggelserne blotlægges.

Ifølge meteorologerne kan der ventes kraftig regn i regionen i de nærmeste dage.

Der bor lidt over en halv million mennesker i Beira. Byens havn er en vigtig udskibningshavn for Zimbabwe, Zambia og Malawi, der alle er landfaste.



/ritzau/AFP

Mest læste