16. MAR 2019 • 21:56UDLAND

48-årig mand skræmte gerningsmand væk fra anden moské

Bevæbnet med en betalingsterminal og en tom pistol kan en 48-årig mand have reddet flere liv i Christchurch.

En 48-årig mand kan meget vel have reddet adskillige liv, efter at han fredag konfronterede en gerningsmand, der var på vej mod Linwood-moskéen i Christchurch for at fortsætte et blodigt angreb.

Gerningsmanden havde skudt 42 personer i Masjid al Noor-moskéen, inden han kørte omkring fem kilometer over til Linwood-moskéen.

48-årige Abdul Aziz var til fredagsbøn i moskéen. Her fik han øje på en mand klædt i sort militærtøj og med et gevær.



I første omgang troede han, at der var tale om en politimand.



- Men det gik op for mig, at det her var noget andet. Det her var en drabsmand, siger Aziz, der oprindeligt er fra Kabul i Afghanistan.

Aziz bad forsamlingen i moskéen om at lægge sig på jorden.



Herefter tog han fat i det første og det bedste, han kunne finde - en lille terminal til kortbetaling - og rendte ud foran moskéen og råbte "kom an!".

Da gerningsmanden løb tilbage mod sin bil for at hente et nyt våben, kastede Aziz betalingsterminalen mod ham.

Gerningsmanden vendte tilbage og skød mod Aziz, der gemte sig blandt parkerede biler. Her fandt han en pistol, som gerningsmanden havde smidt fra sig.

Aziz samlede den op og trykkede på aftrækkeren, men den var tom.

Gerningsmanden vendte igen tilbage til sin bil.

- Han steg ind i sin bil, og så tog jeg pistolen og kastede den mod hans vindue og smadrede hans vindue, siger han.

Herefter kørte gerningsmanden væk, mens Aziz fortsatte med at jagte ham. Kort efter blev bilen stoppet af politiet.



Den 28-årige australier Brenton Tarrant er sigtet for at stå bag angrebene.

Abdul Aziz flygtede fra Afghanistan til Australien som dreng. Her boede han i mere end 25 år, inden han flyttede til New Zealand for et par år siden.

Latef Alabi, der er imam i Linwood-moskéen, siger, at Aziz handlinger formentlig reddede alle de tilstedeværende i moskéen.



Gerningsmanden nåede at dræbe syv personer ved moskéen.



/ritzau/AP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag

16. APR 2019 • 11:55 FOR ABONNENTER

Europamesteren vendte hjem til Bornholm