14. MAR 2019 • 19:44UDLAND

OVERBLIK: Briterne vil udsætte to års brexit-nedtælling

Storbritanniens udtræden af EU har været undervejs siden folkeafstemning i juni 2016.

Det britiske parlament stemmer torsdag aften for en udsættelse af brexit. Dermed er der lagt op til videre forhandlinger med EU, hvis medlemslande skal godkende en udsættelse, før den er en realitet.

Den mulighed åbnede EU-præsident Donald Tusk for tidligere torsdag.

Dermed kan processen om briternes udtræden af EU fortsætte endnu længere end hidtil regnet med.



Her følger en tidslinje over den komplicerede proces:



* 23. juni 2016: Ved en folkeafstemning stemmer 52 procent af briterne for at forlade EU. 48 procent stemmer for at blive.

* 29. marts 2017: Storbritannien meddeler officielt EU, at landet vil melde sig ud af samarbejdet. Det sætter gang i to års nedtælling til et britisk EU-exit.

* 12. juli 2018: Premierminister Theresa May fremlægger en længe ventet hvidbog med planer for fremtidens forhold til EU.

* 25. november: EUs stats- og regeringschefer godkender en skilsmisseaftale indgået med den britiske regering.

* 15. januar 2019: Det britiske parlament forkaster aftalen.

* 11. marts 2019: Theresa May og EU-kommissionschef Jean-Claude Juncker præsenterer en justeret aftale.

* 12. marts 2019: Parlamentet i London forkaster den nye udgave.

* 13. marts 2019: Parlamentet afviser et brexit uden aftale.

* 14. marts 2019: Parlamentet stemmer for at bede EU om en udsættelse af brexit fra 29. marts, som efter den hidtidige plan er Storbritanniens sidste dag i EU.

Kilder: Folketingets EU-Oplysning, Reuters.

/ritzau/

Mest læste