18. FEB 2019 • 20:17UDLAND

Båd fuld af migranter samlet op i Den Engelske Kanal

Britiske myndigheder er bekymrede over den øgede trafik af små både over den travle Engelske Kanal.

Britiske grænsemyndigheder har samlet 34 mennesker op, som var i færd med at sejle over Den Engelske Kanal fra Frankrig til England i en lille båd.

Det britiske indenrigsministerium oplyser til nyhedsbureauet AP, at passagererne menes at være migranter. Deres nationaliteter er endnu ukendte.

- I dag reagerede kystvagten på en hændelse i Kanalen, der involverede en lille båd med 34 mennesker om bord, lyder det fra ministeriet.



Passagererne er nu bragt til Dover i det sydlige England, hvor de skal til samtale med migrationsmyndigheder.

Der var både mænd, kvinder og børn om bord i det lille fartøj, oplyser det britiske indenrigsministerium. Tre mænd er anholdt på mistanke om brud på loven om indvandring.



I løbet af 2018 forsøgte omkring 500 mennesker at krydse Den Engelske Kanal fra Frankrig til England. Året inden blev der kun registreret 13.

Antallet er dog meget lille i sammenligning med de titusindvis af mennesker, der årligt sætter livet på spil i forsøget på at komme fra Afrika til Europa via Middelhavet.

Sidste år lykkedes det for mindst 55.756 mennesker at komme denne vej, viser tal fra FNs flygtningeorganisation, UNHCR.



Britiske myndigheder har tidligere betegnet den øgede trafik af små både over Den Engelske Kanal som meget alvorlig.

Kanalen er en af verdens travleste skibsruter, og derfor kan det være risikabelt at forsøge at krydse i en lille båd.



/ritzau/AFP

17. JUL 2019 • 17:20

Nexøs byfest får dansetelt

17. JUL 2019 • 16:37 FOR ABONNENTER

Aldrig har der været så mange turister

17. JUL 2019 • 15:30 FOR ABONNENTER

Kommunen opgiver nye boliger nord for Rønne

Mest læste