11. FEB 2019 • 15:48UDLAND

OVERBLIK: Forløbet i norsk kidnapningssag

Siden den 31. oktober sidste år har den 68-årige milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen været forsvundet.

I 70 dage efterforskede norsk politi en mulig kidnapningssag i dyb hemmelighed, indtil det i begyndelsen af januar offentliggjorde, at 68-årige Anne-Elisabeth Hagen var forsvundet fra sit hjem.

Politiet formoder, at kvinden er blevet kidnappet. Det ved ikke, om hun bliver holdt skjult i Norge eller udlandet.



Læs her et overblik over sagen:



* 31. oktober 2018 forsvinder den 68-årige norske kvinde Anne-Elisabeth Hagen, der er gift med milliardæren Tom Hagen, fra sin bolig på Sloraveien i Fjellhamar i Lørenskog kommune øst for Oslo.



* 9. januar bekræfter norsk politi, at det efterforsker en sag om bortførelsen af Anne-Elisabeth Hagen. Politiet oplyser, at der er fremsat trusler og krav om løsepenge i form af kryptovaluta mod kvindens frigivelse.

* 10. januar efterlyser politiet tre personer, der er set på videoovervågning foran Tom Hagens arbejdsplads på dagen, hvor kvinden forsvandt. Det drejer sig om to gående personer og en cyklist.

* 11. januar beder politiet folk om tips om mulige skjulesteder. Det kan være i Norge såvel som i udlandet. Politiet efterlyser fortsat de tre personer fra videoovervågningen.

* 12. januar er cyklisten fra videoovervågningen identificeret. Det oplyser politiet, der dog stadig gerne vil i kontakt med de to gående.



* 14. januar udtaler Anne-Elisabeth Hagens familie sig gennem advokat Svein Holden. De appellerer til, at gerningsmændene tager kontakt.

* 15. januar oplyser politiet, at sidste livstegn fra den norske kvinde er 31. oktober 2018 klokken 09.14, hvor hun talte i telefon med ægtemanden. Politiet mener, at hun forsvandt mellem klokken 09.14 og 13.30 samme dag.

* 16. januar har politiet modtaget over 1000 tips i kidnapningssagen.

* 23. januar påbegynder politiet en gennemsøgning af en sø, der grænser til ægteparrets bolig. Her leder de efter spor, der kan knyttes til kvindens forsvinden.

* 24. januar oplyser familiens advokat, Svein Holden, at familien ugen før har modtaget en besked fra personer, der hævder at have bortført Anne-Elisabeth Hagen. Beskeden er ifølge Svein Holden sendt på en "digital platform", som han ikke ønsker at navngive. Beskeden indeholder ingen livstegn fra kvinden.

* 28. januar oplyser politiet, at det i forbindelse med undersøgelsen i søen har fundet en række genstande. De skal undersøges nærmere for at se, om de kan knyttes til sagen.

* 11. februar oplyser politiet, at der har været ny kontakt til de formodede kidnappere.



Kilder: NTB, VG og Aftenposten



/ritzau/

17. AUG 2019 • 05:55

48.000 flere overnatninger

16. AUG 2019 • 20:35 FOR ABONNENTER

Klyngen vil udvikle de lokale medborgerhuse

Mest læste