11. FEB 2019 • 09:41UDLAND

Iran markerer 40-årsdag for Den Islamiske Revolution

Oprør mod shahens regime i 1979 ændrede Iran og hele Mellemøsten, og svækkede USAs rolle i regionen.

Iranere i Teheran og andre byer i hele landet markerer mandag 40-årsdagen for Den Islamiske Revolution i 1979.

Det var den 11. februar det år, at militæret gav efter for revolutionen og indstillede gadekampene. Shahens regering trådte tilbage.

Festerne på årsdagen sker, på et tidspunkt hvor spændingerne mellem USA og Iran tager til, efter at amerikanerne har gennemført sanktioner mod styret i Teheran.



Den Islamiske Revolution var et jordskælv, der ændrede den politiske orden i hele Mellemøsten, og hvis eftervirkninger stadig har stor betydning for regionen.

- Det var for mange iagttagere totalt uventet, da den shiamuslimske ayatollah Ruhollah Khomeini fik væltet regeringen under shah Reza Pahlavi.



Han blev opfattet som en garant for stabilitet og stor amerikansk indflydelse i Mellemøsten, siger Clement Therme, som er specialist i Iran ved Det Internationale Institut for Strategiske Studier.

- Sejren til ayatollahen var en overvældende overraskelse for verden, understreger han og henviser til, at alting dengang blev målt ud fra den kolde krig og rivaliseringen mellem USA og Sovjetunionen.

Med revolutionen i Iran blev der vendt op og ned på meget i Mellemøsten.

- En af de skelsættende begivenheder var, at det nye iranske regime tog et stort antal amerikanske diplomater som gidsler, fremhæver Therme.

Det var den 4. november, at iranske studenter tog et stort antal gidsler på den amerikanske ambassade. Krisen kom for 52 gidsler til at strække sig over 444 dage. Den ændrede relationerne fuldstændigt mellem USA og dets tidligere allierede.



- Begivenhederne i Iran var med til at bane vej for politisk islam og oprør mange steder i verden. Udviklingen i Iran var en stor kilde til inspiration, siger Therme.

I Teheran siger Abdullah Ganji, som leder det ultrakonservative dagblad Javan, at udviklingen i Iran udløste shiamuslimske protester i Saudi-Arabien. Den førte til angreb på USAs ambassader i andre lande og udløste drabet på Egyptens præsident, Anwar Sadat, i 1981.

Også Iraks invasion af Iran i 1980, der udløste en langvarig blodig krig frem til 1988 med hundredtusinder af dræbte, var en følge af revolutionen i Teheran.

Men det shiamuslimske Iran fremstår i dag ret så isoleret, og ifølge Therme er Irans tidligere geopolitiske målsætninger - blandt andet konflikten med Israel - i dag skubbet i baggrunden.

- Der er først og fremmest fokus på at sikre Den Islamiske Republiks overlevelse, siger han.



Der er i dag mange tegn på udbredt utilfredshed blandt iranerne med deres lands trængte økonomi og manglende frihedsrettigheder.



/ritzau/AFP

22. JUN 2019 • 18:31 FOR ABONNENTER

Et Matador-eventyr

Mest læste