5. DEC 2018 • 12:08UDLAND

Senator fra USA kalder Saudi-Arabiens kronprins gal og farlig

Republikaneren Lindsey Graham sammenligner den saudiarabiske leder med en svingende nedrivningskugle.

En amerikansk republikansk senator kalder Saudi-Arabiens kronprins for "skør og farlig".



Senator Lindsey Graham siger, at han har "meget stor tillid" til rapporter om, at kronprins Mohammed bin Salman var involveret i drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.

Graham, som er senator for South Carolina, sammenligner den saudiarabiske leder med en svingende nedrivningskugle på en kran.

- Vi har ikke en rygende pistol, men der er en rygende sav, siger han med henvisning til, at Khashoggis lig angiveligt blev parteret i det saudiarabiske konsulat i Istanbul i oktober.

Senatoren siger videre ifølge BBC, at han ikke kan støtte Saudi-Arabiens rolle i krigen i Yemen, lige som han ikke kan støtte våbensalg til landet, så længe kronprinsen forbliver ved magten.

Senator Bob Menendez, der er demokrat fra New Jersey, slutter op om udtalelserne fra Graham. Han siger, at USA må sende "et klart og entydigt budskab om, at sådanne handlinger ikke er acceptable på den internationale scene".

Også den republikanske senator Bob Corker fra Tennessee støtter Graham.

- Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at kronprins MBS gav ordre til drabet. Hvis han stod foran en jury, ville han blive fundet skyldig på 30 minutter, siger senatoren, som anvender kronprinsens initialer.



Corker giver udtryk for, at USAs præsident, Donald Trump, indirekte har accepteret drabet på en journalist ved ikke at fordømme den saudiarabiske kronprins.

CIA-lederen, Gina Haspel, briefede tirsdag Senatets udenrigsudvalg om sagen bag lukkede døre.



- Den opfattelse, som jeg havde før, er kun blevet bekræftet, sagde demokraten Bob Menendez efter orienteringen.

Corker sagde efter orienteringen, at "der er ingen tvivl i mit sind om, at kronprinsen beordrede drabet og blev orienteret om situationen hele vejen igennem".



/ritzau/Reuters

Mest læste