5. DEC 2018 • 01:18UDLAND

Kvinde føder verdens første barn fra død donors livmoder

For første gang nogensinde er det lykkedes at gennemføre en graviditet med en død kvindes livmoder.

En kvinde, der har modtaget en livmoder fra en afdød donor, har for første gang nogensinde født et sundt barn.



Det rapporterer brasilianske forskere onsdag ifølge flere internationale nyhedsbureauer.



Hidtil er der blevet gennemført 11 fødsler med transplanterede livmodere. Der har dog i alle tidligere tilfælde været tale om levende donorer.



Det nye gennembrud fandt sted i december 2017. Her fødte en kvinde, der var født uden livmoder på grund af en sjælden sygdom, en sund pige.



Resultaterne blev onsdag publiceret i lægetidsskriftet The Lancet, skriver nyhedsbureauet AFP.



Indtil for nylig har den eneste mulighed for kvinder med ufrugtbare livmodere været adoption eller anvendelsen af surrogatmødre.



Den første succesfulde fødsel med en transplanteret livmoder fandt sted i Sverige i 2013. Siden er der blevet gennemført ti andre - dog altså alle fra livmodere fra levende donorer.



Ti gange tidligere har læger forsøgt at gennemføre en graviditet med en livmoder fra en afdød donor, blandt andet i USA, Tjekkiet og Tyrkiet.



Men det var altså et hold af brasilianske læger, der første gang lykkedes med eksperimentet.



- Vores resultater viser vejen for en ny mulighed for kvinder med ufrugtbare livmodere, siger Dani Ejzenberg, der står i spidsen for holdet af læger bag gennembruddet.



Han betegner resultaterne som en "medicinsk milepæl", da det potentielt vil kunne hjælpe mange ufrugtbare kvinder fremover.



- Antallet af mennesker, der er villige og har forpligtet sig til at afgive deres organer, når de dør, er langt større end antallet af levende donorer, siger Dani Ejzenberg.



- Det giver os en potentielt langt bredere population af donorer, tilføjer han.



/ritzau/

Mest læste