4. DEC 2018 • 22:27UDLAND

FNs migrationspagt splitter belgisk regering

Den belgiske regering vakler på grund af uenighed om, hvorvidt landet skal tilslutte sig FNs migrationspagt.

I Belgien har FNs migrationspagt splittet regeringen. Det største af de fire regeringspartier ønsker ikke, at Belgien skal tilslutte sig. Det ønsker de tre andre og dermed også premierminister Charles Michel.

Det er det nationalistiske, flamske parti Ny Flamsk Alliance, der har begyndt en kampagne på sociale medier for at holde Belgien ude af pagten.

Den belgiske regering blev indsat i oktober 2014 efter et valg i maj samme år.

Premierminister Charles Michel, der er fra det liberale parti Reformistbevægelsen, har derfor forsøgt at undgå et kollaps for den skrøbelige regering.



Han vil sende Belgiens tilslutning til pagten i parlamentet til en afstemning. Det er til trods for at Michel i september i FNs hovedkvarter fortalte, at Belgien vil tilslutte sig pagten.

Mandag og tirsdag skal pagten vedtages ved en ceremoni i Marrakech i Marokko.



- Jeg vil give parlamentet indflydelse, siger Charles Michel.

- Det er min intention at tage til Marrakech og give udtryk for parlamentets position.

Ifølge Ny Flamsk Alliance vil pagten tvinge Belgien til at give indrømmelse på landets immigrationspolitik.

Andre europæiske regeringer har ifølge netmediet Politico besluttet, at de ikke vil tilslutte sig. Det gælder blandt andet Polen, Tjekkiet, Østrig, Schweiz, Bulgarien, Ungarn, Slovakiet.

Derudover har Australien, USA og Israel besluttet, at de ikke vil tilslutte sig.



/ritzau/AP

Mest læste