7. NOV 2018 • 14:56UDLAND

Avis: Merkels allierede vil gå af som CSU-leder

Horst Seehofer vil følge Merkels eksempel og gå af som partileder, siger kilder. Men hans talsmand afviser.

Horst Seehofer, der er leder af forbundskansler Angela Merkels søsterparti i Bayern, CSU, vil inden for de kommende dage træde tilbage som partileder.

Det skriver avisen Die Zeit, der har sine oplysninger fra flere unavngivne kilder tæt på ham.

Seehofer vil blive siddende som Tysklands indenrigsminister, skriver Die Zeit.

Men kort efter at oplysningerne var kommet frem i Die Zeit, var Seehofers talsmand hurtigt ude med en afvisning af meldingen.

- Horst Seehofer har ikke besluttet sig, siger talsmanden.

Han tilføjer, at CSU-lederen vil komme med en udtalelse i næste uge.



Ved sidste måneds valg i Bayern fik CSU det værste valgresultat i flere årtier. Partiet fik 37,2 procent af stemmerne og gik dermed mere end ti procentpoint tilbage i forhold til valget i 2013.

Die Zeits kilder siger, at Merkels beslutning om ikke at genopstille som leder af sit parti, CDU, har påvirket hans beslutning.

I de seneste måneder har der lydt flere opfordringer til Seehofer om at lade nye kræfter komme til som CSUs partileder.

CSU udgør sammen med CDU og det socialdemokratiske SPD den tyske regering.



/ritzau/Reuters

Mest læste