20. OKT 2018 • 15:22UDLAND

Samuelsen: Drabet er en horribel situation

Danmark kan ikke acceptere drabet på journalist Jamal Khashoggi, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Danmark kan ikke acceptere, at den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi omkom på landets konsulat i Istanbul, selv om sagen ikke er fuldt afklaret.



Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) under P4G-konferencen om klima og økonomi i København.

- Hvis bare en brøkdel af de historier, som har været fremme, er sande, så er det en helt, helt horribel og uacceptabel situation, siger Anders Samuelsen.

Han håber, at undersøgelsen af drabet kan afklare forløbet, efter saudiaraberne i to uger har benægtet, at Khashoggi blev dræbt på deres konsulat.

Hele historien er "dybt problematisk", mener udenrigsministeren.



- Jeg vælger at tage det som et tegn på, at nu bevæger man sig i den rigtige retning, siger Anders Samuelsen om den saudiske indrømmelse.

Sagen drøftes løbende i EU. Fredag mødte Anders Samuelsen andre af EUs udenrigsministre samt statsledere ved Asien-Europa-mødet i Bruxelles, påpeger han.



- Det er klart, at alle følger denne sag ganske nøje. Vi vurderer, efterhånden som vi kommer tættere på at have det fulde overblik, siger Anders Samuelsen.

- Det er klart, at ytringsfriheden, den fri presse, journalisternes mulighed for at arbejde er hele essensen, det grundlæggende, for at forsvare en liberal verdensorden.

Anders Samuelsen kræver den fulde sandhed frem om forløbet.

Presset på Saudi-Arabien i to uger har vist, at det nytter, mener han.

Spørgsmål: Er det svært at reagere over for Saudi-Arabien, en meget svært bevæbnet stat, som sidder centralt på verdens olieforsyning?



- Nej. Det synes jeg ikke. I de 14 dage har vi været ret tydelige om, at vi vil have sandheden frem, om hvad der er foregået. Det har der været bred opbakning til fra en meget stor del af verden, siger Anders Samuelsen.

Også fra amerikansk hold, undtagen præsident Donald Trump, stilles der spørgsmålstegn ved historien.

- At sige, at jeg er skeptisk over for det saudiske narrativ om Mr. Khashoggi, er en underdrivelse, skriver den magtfulde republikanske senator Lindsey Graham på Twitter.

Fra USAs Demokratiske parti er der også kritik.

- Den saudiske forklaring om mordet på Jamal Khashoggi med et slagsmål, der gik galt, er fornærmende. Siden Trumps administration ikke vil gøre noget, så må Kongressen, siger senatoren Tim Kaine.

Adam Schiff fra Repræsentanternes Hus siger:

- Hvis Khashoggi sloges inde i konsulatet i Istanbul, så sloges han for sit liv mod folk, der var sendt for at fange eller dræbe ham.

/ritzau/

Mest læste