20. OKT 2018 • 13:42UDLAND

Løkke: Saudi-Arabien har ikke givet hele sandheden

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kræver fuld viden om journalisten Jamal Khashoggis død på saudisk konsulat.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at Saudi-Arabien "ikke har givet den fulde sandhed", når det kommer til journalisten Jamal Khashoggis død på det saudiske konsulat i Istanbul.

Jamal Khashoggi, der var kritisk over for det saudiske styre, gik 2. oktober ind på det saudiske konsulat i Istanbul og kom ikke ud igen.

Ifølge tyrkiske kilder blev han dræbt og parteret af en dødspatrulje.

Saudi-Arabien har i et par uger sagt, at journalisten forlod konsulatet i god behold.

Men fredag aften ændrede Saudi-Arabien forklaring til, at Jamal Khashoggi kom i klammeri på konsulatet og døde.

- Det, saudierne nu siger omkring Khashoggi, bekræfter jo fuldstændig entydigt, at han er død. At han er dræbt. Det er jo et første skridt til at kaste lys over denne hændelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Men det er jo helt oplagt, at vi ikke har fået den fulde forklaring. Det har verdenssamfundet jo brug for. Vi skal have mere viden, siger statsministeren.

Spørgsmål: Rokker sagen ved vores forhold til Saudi-Arabien?

- Friheden til at tale, friheden til undersøgende journalistik. Det er kernedanske værdier, som vi altid stiller op for. Vi lever desværre i en verden, hvor de ikke respekteres alle steder, siger Lars Løkke Rasmussen.



Statsministeren Løkke kræver fuld viden om forløbet, ligesom FNs generalsekretær, António Guterres, og EUs udenrigschef, Federica Mogherini har krævet.

Andre toppolitikere kræver også en fuld forklaring.

- At sige, at jeg er skeptisk over for det saudiske narrativ om Mr. Khashoggi, er en underdrivelse, skriver den magtfulde republikanske senator Lindsey Graham på Twitter.

Den hollandske premierminister Mark Rutte siger lørdag ved P4G-konferencen i København:

- Meget er stadig uvist. Hvad skete der? Hvordan døde han? Hvem er ansvarlig? Jeg forventer og håber, at alle relevante oplysninger bliver klarlagt så hurtigt som muligt, siger Mark Rutte.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

20. NOV 2018 • 08:12

Byens juletog kommer op i dag

20. NOV 2018 • 06:48 FOR ABONNENTER

Snart tændes der op i den nye sanua

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen