20. OKT 2018 • 11:30UDLAND

Italiensk regering vil trodse EU og tvinge budget igennem

EU-Kommissionen kan pakke sine klager over Italiens statsbudget sammen, mener vicepremierminister Salvini.

Regeringen i Italien kommer ikke til at ændre i sit forslag til et statsbudget i 2019 på trods af protester fra EU-Kommissionen og faldende kreditvurderinger.

Det siger vicepremierminister Matteo Salvini lørdag.

- Regeringen vil fortsætte på trods af kreditvurderingsinstitutterne, EU-Kommissionen og interne misforståelser, siger han lørdag.

Forslaget fra regeringen i Italien har et estimeret budgetunderskud på 2,4 procent af landets bruttonationalprodukt (bnp).



Bnp er en opgørelse af værdien af alle de varer og serviceydelser, der bliver solgt, minus værdien af de råvarer, der er blevet brugt til at producere dem.

Det vil øge en statsgæld på 133 procent af bnp, der allerede overstiger EUs regler.

Samtidig har forslaget udløst ballade i den italienske regeringskoalition, der er blot fire måneder gammel.

Ud over Salvinis parti Ligaen består regeringen også af Femstjernebevægelsen.

Lørdag er der indkaldt til møde i regeringen, efter Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, i et talkshow har sagt, at forslaget indeholder elementer, som hans parti er imod.

Ifølge Di Maio indeholder forslaget uautoriserede ændringer. Salvini kalder lørdag den beskyldning "surrealistisk".



/ritzau/AP

Mest læste