20. OKT 2018 • 06:00UDLAND

Kinas plan om kunstig måne kan have alvorlige konsekvenser

Dansk astrofysiker mener, at Kinas plan om en kunstig, lysende måne kan speede global opvarmning op.

Kina vil bruge en kunstig måne til at lyse en millionby op om natten.



Det skriver det statsejede kinesiske medie Peoples Daily

Den naturlige måne er for svag. Derfor er Kina i færd med at skabe en kunstig måne.



Projektet er muligt, vurderer lektor i fysik og astronomi ved Aarhus Universitet Christoffer Karoff.



Han har dog svært ved at se formålet med projektet, og han mener, at det vil ændre noget helt centralt på Jorden.

- Det er et gigantisk forsøg, hvor man prøver at lave et centralt vilkår om for mennesker, dyr og planter, nemlig at der er lyst om dagen og mørkt om natten, siger han.



Han fortæller, at en kunstig, lysende måne vil have en lang række konsekvenser, der ikke er overblik over.



- Jeg synes, at det er en voldsomt dårlig idé. Jeg har faktisk svært ved at se nogen positive aspekter i det her projekt overhovedet, siger Karoff.

Den kunstige måne kan spare kineserne penge. Det fortæller Wu Chunfeng ifølge Peoples Daily.



Han er bestyrelsesformand for Casc, der er hovedleverandør af teknologi til det kinesiske rumprogram.

- Brugen af den menneskeskabte måne til at oplyse et område på 50 kvadratkilometer kan spare 1,2 milliarder yuan i elektricitet, fortæller han ifølge mediet.

Det svarer til 1,1 milliarder kroner.



Han fortæller også, at månen kan belyse områder, der er ramt af strømsvigt efter en naturkatastrofe.

Christoffer Karoff påpeger, at lys er energi, og et højere energiniveau på jorden vil være et tryk på speederen i forhold til global opvarmning.

- Vi ved ikke, hvad resultatet bliver. Derfor er det en dårlig idé at begynde at lege med jorden på den måde, siger han.

Ifølge Peoples Daily består den kunstige måne af tre-fire satellitter, som skal i kredsløb om Jorden.



Fra rummet vil satellitterne kunne fungere som gadelys for byen Chengdus omkring ti millioner indbyggere.

Ifølge Wu Chunfeng har kineserne testet teknologien i flere år, og i 2020 skulle man være klar til at sende den første satellit afsted.

/ritzau/

Mest læste