19. OKT 2018 • 16:29UDLAND

Samuelsen vil finde nye veje ind på stærkt kinesisk marked

Danmark skal have fokus på det kinesiske marked for at fremtidssikre dansk velfærd, siger udenrigsministeren.

Det kinesiske marked er i hurtig og stor fremgang. Derfor skal Danmark have stor fokus på samhandlen med stormagten.



Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på vej ud fra et europæisk-asiatisk topmøde i Bruxelles.

- Vi skal finde nye veje ind, for det er oplagt, at Kina er på vej frem i et meget, meget hastigt tempo.



- Det er et marked, som vi er nødt til at have stor opmærksomhed på, hvis vi som danskere skal sikre, at vi også har råd til vores velfærd i fremtiden, siger han.

På topmødet i Bruxelles mellem asiatiske og europæiske ledere har handelsområdet fået stor opmærksomhed.



En handelsaftale med Singapore og flere andre lande er blandt andet på vej. Det peger ifølge Anders Samuelsen i retning af mere frihandel. Og det anser han som et stærkt signal til omverdenen om, at frihandel er den rette vej frem.

Den danske udenrigsminister deltog i mødet, der rundes helt af fredag eftermiddag, i stedet for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som er til klimatopmøde i København.

Anders Samuelsen understreger, at EUs stærkeste handelsbånd altid vil være den transatlantiske forbindelse med USA og Canada.



Men med USAs mere protektionistiske handelsretning under præsident Donald Trump skal Europa også kigge andre veje.



- Når nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved frihandel og begynder at tale om protektionisme i stedet for, så skal vi alliere os med ligesindede.

- Det betyder ikke, at vi ikke har udeståender med Kina, for det har vi selvfølgelig. Der er nogle ting, der skal rettes op, for at vi får reel frihandel, siger udenrigsministeren.

Asien og Europa står tilsammen for 55 procent af den globale handel. 53 lande deltog ved årets topmøde, der var det tolvte af sin slags mellem ledere fra de to verdensdele.

/ritzau/

Mest læste