11. OKT 2018 • 12:38UDLAND

EU vil hjælpe nye virksomheder i de svære første år

Medlemslandene i EU har torsdag vedtaget forslag om at hjælpe nye virksomheder med at undgå konkurser.

EUs medlemslande er torsdag blevet enige om nye regler, der skal sørge for, at levedygtige virksomheder ikke går ned i svære tider.



Desuden skal konkursramte entreprenører gives en ekstra chance for succes.

De nye regler foreslået af EU-Kommissionen skal ifølge Østrigs justitsminister, Josef Moser, komplementere de "velfungerende regler i medlemslandene".



- Hvert år mister 1,7 millioner mennesker deres job, fordi deres virksomhed går konkurs.



- Derfor skal vi have nye regler på tværs af Europa, som reducerer antallet af konkurser og sikrer, at gode entreprenører får en ekstra chance, siger Josef Moser i en pressemeddelelse.

Det er især i de første fem år af virksomhedernes levetid, at de skal have hjælp. 50 procent af virksomheder i EU overlever ifølge EU-Kommissionen ikke de første fem år.

Entreprenører og virksomheder i finansielle problemer skal derfor kunne søge hjælp på et tidligt stadie, så de ikke går ned.



Det skal blandt andet ske ved hjælp af omstrukturering af finansielle rammer, som skal få virksomhederne tilbage på rette spor.



De nye regler har til formål at øge antallet af selvstændige og bidrage til mere innovation. Det skal blandt andet sikres ved, at forgældede entreprenører får muligheden for at blive frigjort for deres gæld.



Kommissionen vurderer, at det vil give entreprenører en "ægte" ny chance for at genstarte deres virksomheder, hvilket vil skabe tre millioner job på tværs af EU.

Næste skridt i processen er, at kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemslandene skal finde frem til, hvordan den endelige aftale skal landes.

Med torsdagens beslutning er fundamentet på plads. Målet er at finde en endelig løsning, inden der er valg til Europa-Parlamentet i maj 2019.



/ritzau/

Mest læste