11. OKT 2018 • 06:18UDLAND

Avis: Saudi-Arabien ville lokke forsvunden journalist hjem

Ifølge The Washington Post iværksatte Saudi-Arabiens kronprins en plan om at lokke Jamal Khashoggi hjem.

Saudi-Arabien har angiveligt haft planer om at lokke den forsvundne journalist Jamal Khashoggi hjem fra USA med den hensigt at pågribe ham.

Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.

Ifølge avisen iværksatte Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, en operation. Den skulle lokke Khashoggi hjem.



The Washington Post har talt med amerikanske embedsmænd. De har haft adgang til efterretninger, der dokumenterer, at saudiarabiske embedsmænd har diskuteret planerne.

Flere af Khashoggis venner fortæller samtidig, at han over de seneste fire måneder blev kontakt af saudiarabiske embedsmænd tæt på kronprinsen.

Khashoggi blev angiveligt tilbudt flere højtstående job i regeringen, hvis han gik med til at vende hjem. Khashoggi var dog skeptisk og stolede ikke på tilbuddene, fortæller journalistens venner til The Washington Post.



Saudiarabiske Jamal Khashoggi har været kritisk over for sit hjemlands regime. Han forsvandt i sidste uge.

Han er sidst set gå ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul. Her skulle han hente nogle dokumenter til sit forestående bryllup. Han er ikke set siden, og tyrkiske kilder påstår, at han er blevet dræbt.

Det påståede drab kan have været en plan om at pågribe Khashoggi, der er gået galt. Det mener en række analytikere og embedsmænd fra flere forskellige lande, skriver The Washington Post.

Onsdag forlød det, at USAs præsident, Donald Trump, har været i kontakt med saudiarabere "på det højeste niveau" for at tale om sagen.



Jamal Khashoggi har været i eksil i USA siden 2017. Han var i Istanbul sammen med sin tyrkiske kæreste og besøgte konsulatet 2. oktober.



Hans forsvinden fik onsdag flere menneskerettighedsorganisationer til at kræve, at USAs regering gik ind i sagen. Både fordi Khashoggi søgte tilflugt i USA, og fordi Saudi-Arabien er en nær allieret af Washington.

Saudi-Arabien afviser at have noget med sagen at gøre.

Landet har hidtil nægtet at udlevere videoovervågning, der kan bevise, at Khashoggi forlod konsulatet igen.



/ritzau/

Mest læste