11. OKT 2018 • 00:23UDLAND

Dansker i orkanen: Halvdelen af min udestue er væk

Orkanen Michael er gået i land i den nordvestlige del af Florida. Dansker befinder sig midt i uvejret.

Kategori 4-orkanen Michael er gået i land i den amerikanske delstat Florida.

Midt i den sidder Helle Heidi Wiedenheft med sin forlovede og sin søn i deres hus i Panama City ved kysten, hvor orkanen har ramt.



- Situationen her er meget alvorlig. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så slemt, hvor vi bor, fortæller hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.



Før orkanen gik i land, blev hundredtusindvis af mennesker evakueret fra området. Nogle valgte at trodse myndighedernes anbefalinger og er blevet hjemme.

Helle Heidi Wiedenheft og familien overvejede også at lade sig evakuere. Men da de bor i udkanten af et af de udsatte områder, vurderede de, at det var okay at blive hjemme.

Til gengæld fortæller Helle Heidi Wiedenheft, at hun ikke har prøvet noget lignende i de 31 år, hun har boet i USA.



- Det halve af min udestue er blæst væk. Masser af træer og vejskilte er revet op af jorden, og taget på min garage er væk, fortæller Helle Heidi Wiedenheft.

Onsdag aften dansk tid meddelte Det Nationale Orkancenter i USA, at orkanen var gået i land ved Mexico Beach.



Der er målt vindstød på op imod 250 kilometer i timen, og med sig bringer orkanen Michael stormflod og kraftig nedbør.

Michael betegnes som en kategori 4-orkan på en skala, der går til 5. Det ventes at blive den værste orkan til at ramme det nordvestlige Florida i et århundrede.



/ritzau/

Mest læste