19. AUG 2018 • 09:35UDLAND

Vestsverige rammes igen af bilafbrændinger

Der blev natten til søndag sat ild til otte biler i Vestsverige. Omkring 100 biler blev sat i flammer mandag.

Uroen fortsætter i Vestsverige, hvor der natten til søndag er blevet sat ild til otte biler.



Det skriver den svenske avis Expressen.

Det sker, efter at omtrent 100 biler mandag aften blev stukket i brand med benzinbomber eller på anden vis blev vandaliseret i Sverige af unge, som øjenvidner har beskrevet som målrettede og maskerede.



Natten til søndag blev der blandt andet sat ild til fem biler i Göteborg. Det svenske politi oplyser til avisen Expressen, at vidner så tre personer løbe fra gerningsstedet.

De tre andre bilbrande var henholdsvis to i Borås og en Falkenberg.



Avisen Göteborgs-Posten skriver, at nattens hændelser endnu ikke har ført nogen anholdelser med sig.



Alle otte brande er formentlig påsatte, mener politiet.



Göteborg, der er Sveriges næststørste by, var blandt de hårdest ramte byer af den tilsyneladende koordinerede aktion mandag, der især var målrettet byer i det vestlige Sverige.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, langede tirsdag hårdt ud efter gerningsmændene i et interview med Sveriges Radio.

- Jeg bliver så rasende. Mit spørgsmål til jer er: Hvad fanden har i gang i? I ødelægger det for jer selv, I ødelægger det for jeres naboer, sagde han.

Stefan Löfven er midt i en valgkamp frem mod det svenske rigsdagsvalg, der finder sted 9. september.

/ritzau/

22. SEP 2018 • 11:29 FOR ABONNENTER

Sygdom udfordrer en stram økonomi

22. SEP 2018 • 10:40 FOR ABONNENTER

Tilflytterne bedømmer Rune Holm positivt

Mest læste