18. AUG 2018 • 23:00UDLAND

Mand anklaget for drabsforsøg efter vild kørsel i London

Påkørsel af civile ved britisk parlament har ført til anklager mod britisk statsborger for terrorhandling.

En mand, som kørte en bil ind i afspærring ved parlamentet i London og kom tæt på cyklister og gående, er lørdag blevet anklaget for to drabsforsøg, oplyser det britiske politi ifølge Reuters.



Manden, hvis navn er Salih Khater, er britisk statsborger af sudansk oprindelse. Han blev anholdt tirsdag, umiddelbart efter han havde påkørt bommen ved parlamentet og såret mindst to.

- Han vil blive fremstillet i retten mandag, siger en talsmand for politiet.



Talsmanden tilføjer, at metoden og stedet for angrebet og påkørslen af civile har ført til, at manden anklages for en terrorhandling.



Inden manden ramte afspærringen ved parlamentet havde han passeret en stor plads i fuld fart, hvor gående og cyklister kom i fare. To måtte efterfølgende indlægges med skader.



Den anholdte er 29 år.

Chefen for den britiske antiterrorenhed sagde tirsdag, at hændelsen ved parlamentet var "en overlagt handling" ved en ikonisk bygning, og at den derfor blev efterforsket som en terrorhandling.

Den anholdte forholdt sig roligt, da han umiddelbart efter at være braget ind i afspærringen ved parlamentet blev trukket ud af bilen, en sølvfarvet Ford Fiesta, af betjente.

Politiet oplyste tirsdag, at man havde ransaget på to adresser i Birmingham og en i Nottingham for at kunne forstå "de fulde omstændigheder og motivet bag denne hændelse".

Det forlød også tirsdag, at den anholdte ikke ville samarbejde.



22. marts sidste år kørte den 52-årig britisk statsborger Khalid Masood ind i fodgængere på Westminster Bridge, og her mistede fem livet.



Han fortsatte mod parlamentet og kørte ind i en afspærring. Her lykkedes det ham at dræbte en betjent med knivstik, inden han blev skudt og dræbt af politiet.



/ritzau/Reuters

22. SEP 2018 • 10:40 FOR ABONNENTER

Tilflytterne bedømmer Rune Holm positivt

Mest læste