9. AUG 2018 • 21:07UDLAND

Missil affyret ved uheld: Estland indstiller Nato-øvelser

Et spansk fly har ved et uheld affyret et missil over Estland. Landet indstiller Nato-øvelser over landet.

Estlands forsvarsminister, Juri Luik, har indstillet Natos øvelser i landets luftrum, efter at et spansk fly ved et uheld affyrede et missil på en øvelse i denne uge.

Det siger forsvarsministeren på et pressemøde torsdag.

- Den spanske forsvarsminister har undskyldt og udtrykt anger, siger Luik på pressemødet og tilføjer, at også chefen for Spaniens væbnede styrker har undskyldt.

Nato er i Baltikum for at forsvare luftrummet for de tre Nato-lande Estland, Litauen og Letland, som blev medlem i 2004. Landene ejer ikke selv kampfly.

Franske, portugisiske og spanske kampfly skiftes for tiden til at være i luften over de tre lande.

I løbet af ugen affyrede et spansk fly ved et uheld et missil af typen Amraam, der har en række vidde på 100 kilometer og et luft-til-luft missil. Det er ikke specificeret, hvilken dag på ugen missilet blev affyret.



Det antages at missilet landede i et fjernt naturreservat i det østlige Estland nær grænsen til Rusland eller eksploderede i luften på vej mod jorden.

Flyet, der affyrede missilet, var af flytypen Eurofighter Typhoon, som kan bære på missiler på op til 10 kilo.

Indtil hændelsen er undersøgt, er alle Nato-øvelser i luftrummet over Estland indstillet, oplyser Luik.

En talskvinde fra det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, siger torsdag, at Nato-øvelserne og det fejlagtigt affyrede missil udgør en fare for hele regionen.

- Hvad der er sket, er endnu en tydelig demonstration af, at Natos handlinger inklusive dem i Baltikum udgør en sikkerhedsrisiko frem for at styrke sikkerheden, siger hun.



/ritzau/AP

Mest læste